Annonce
Kultur

Arnold blev skudt af tyskerne fem dage før befrielsen: Nu får hans forfaldne mindesten et løft

Henrik Jeppesen med en buket ved mindestenen, hvor frihedskæmperen Arnold Jørgensen blev dødeligt såret i krigens slutning. Det skete torsdag på 76-årsdagen for hændelsen. Henrik Jeppesen foreslog, at Vinding-Mølholm Lokalhistoriske Forening skulle tage sig af vedligeholdelsen af stenen. Det var foreningens formand, Ole Nyborg Pedersen (til højre) - og skovens ejer - med på. I baggrunden ses viadukten, som jernbanen går over. Modstandsfolkenes opgave var at sprænge skinnerne, men de blev overrasket af tyskerne. Foto: Leif Baun
Arnold Jørgensen blev skudt under en sabotageaktion i de sidste dage af anden verdenskrig. En mindesten i Hørmølledalen har været i forfald de senere år, men nu påtager Vinding-Mølholm Lokalhistoriske Forening sig at værne om stenen, stedet og modstandsmandens minde.

Mølholm: Nu skal mindesmærket ved Hørmølleviadukten i Mølholm sættes i stand. Det står på det sted, hvor frihedskæmperen Arnold Jørgensen blev såret i anden verdenskrigs sidste dage under en sabotageaktion mod jernbanen.

Det var den 29. april 1945, og han døde enten i Koldings tyske arrest eller på Staldgården i samme by. Han havde fået et skud gennem lungen, og tyskerne nægtede ham lægehjælp.

Ifølge den fredede gravsten på Nordre Kirkegård døde Arnold Jørgensen 30. april, men der er også oplysninger om, at det først skete 1. maj.

Annonce

Uanset hvad: Torsdag var 76-års dagen for sabotageaktionen, og Vinding-Mølholm Lokalhistoriske Forening og Arkiv benyttede dagen og et mindearrangement til at annoncere, at foreningen sætter et renoveringsarbejde af mindesmærket i gang.

Det så skidt ud

Vejle Amts Folkeblad skrev om emnet for et år siden, da det var 75 år, siden den tyske besættelse af Danmark ophørte.

Ole Kristensen fra Hørmøllevej er en af dem, der går tur i området og han gjorde opmærksom på, at mindestedet var i forfald.

Små tre uger efter befrielsen i 1945 talte Vejle Amts Folkeblad med en anonym modstandsmand, der fortalte om den ulykkelige aktion, der kostede barbermester Arnold Jørgensen livet. Affotografering: Leif Baun



- Hvis ikke man vil ofre noget på det, så synes jeg, man skal fjerne mindestenen. Det her er uværdigt. Nu er det 75 år siden, kampen fandt sted, og det var en god anledning til at få gjort noget ved stedet, så det igen kan se pænt ud, sagde Ole Kristensen sidste år.


Det er vigtigt, at vi husker den historie. Det er ikke 100 procent sikkert, at det ikke kan ske igen.

Henrik Jeppesen


I 1995 var der ryddet omkring stenen. I anledning af 50-års dagen for befrielsen blev der lagt lyst grus inden for den kreds af kampesten forbundet med en kæde, der afgrænser mindestenens areal.

Men i 2020 var stenen groet til, væltet bagover, fordi hele undergrunden på stedet var skredet, og stenens bogstaver var delvis forsvundet i alger. Mellem et par af kampestenene lå kæden på jorden.

- Stedet blev i mange år passet af blandt andre Inger Jacobsen, men efter hendes død voksede det til, oplyser Ole Nyborg Pedersen, der er formand for Vinding-Mølholm Lokalhistoriske Forening og Arkiv.

Annonce

Det hele måles op med gps

Torsdag formiddag blev der lagt en buket blomster ved mindestenen, og derefter fortalte Ole Nyborg Pedersen, at der under den lokalhistoriske forening er startet en ”Mindesmærkegruppe” med Henrik Jeppesen som leder.

- Om nogle dage bliver det hele fjernet og sendt til stenhugger for at blive frisket op. Først måles det hele op med gps, så det kan genskabes med hver sten på samme plads som nu. Skovens ejer, vognmand Palle Staal, har heldigvis været positiv over for vore planer og lovet at hjælpe med opgaven og fremover værne om stedet. Vej og skråning skal rettes op, fortæller Ole Nyborg Pedersen.

Han tilføjer, at Vejle Museerne er inddraget i forløbet.

Annonce

Lokale rejste stenen

Mindesmærket blev rejst af en kreds af beboere ved Vindingland med indvielse 12. august 1945. Vinding-Mølholm Lokalhistoriske Forening vil sætte gang i en lokal indsamling til arbejdet, så beboernes oprindelige initiativ fortsættes.

Desuden vil man kontakte en fond, som man er optimistisk med hensyn til at få hjælp fra. Desuden vil Vejle Kommune blive spurgt om muligheden for at få en informationstavle op på stedet.

Det bliver mindesmærkegruppens opgave at renovere stedet til den standard, det havde ved indvielsen og derefter sørge for den løbende vedligeholdelse.

- Det, der griber én, er, at han dør så få dage, før krigen slutter, siger Ole Nyborg Pedersen.

- Det er vigtigt, at vi husker den historie. Det er ikke 100 procent sikkert, at det ikke kan ske igen. Nogle har kæmpet for friheden og givet livet for den. Det er vigtigt, at vi husker det som en advarsel mod gentagelser, siger Henrik Jeppesen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Sydjylland For abonnenter

Nærmede sig diskvalifikation: Carelink vandt kviktest-udbud i Syddanmark trods kritik for mangelfuld plan

Annonce