Annonce
Erhverv

Arvingens første regnskab: Grundfos tjener milliarder på trods af corona-smæk

Grundfos var blandt de første danske virksomheder, der blev berørt af coronakrisen, da virksomheden har fabrikker i Kina. Pr-foto
Mange års uafbrudt fremgang for pumpekoncernen Grundfos blev sidste år afløst af tilbagegang. Nu skal der bruges penge for at nå fremtidens mål, fortæller den nye topchef, Poul Due Jensen, der er tredje generation i Grundfos-familien.

Pumper: De dårlige nyheder begyndte allerede omkring nytår sidste år, da Grundfos’ medarbejdere og kunder i Kina blev ramt af akutte nedlukninger i første runde af coronakrisen.

Siden fortsatte de kaotiske forhold til resten af verden i takt med, at pandemien var en realitet, og det udløste et mareridt for Grundfos, der er en af Danmarks største industrivirksomheder.

Salgstallene for det første halvår viste en nedgang på 28 procent, men den dramatiske nedtur fik hurtigt en ende for Grundfos’ salg af pumper. Det fremgik, da koncernens nye topchef, Poul Due Jensen, mandag præsenterede regnskabet for hele 2020.

Poul Due Jensen, der er tredje generation i Grundfos-familien og endda bærer Grundfos-stifterens navn, tiltrådte jobbet i oktober, da forgængeren, Mads Nipper, havde afleveret sin opsigelse for at blive topchef i Ørsted-koncernen.

Derfor var Poul Due Jensens første årsregnskab ventet med spænding, og han kunne fortælle om, hvordan den massive usikkerhed i forårsmånederne sidste år blev afløst af optimisme omkring de pumper, der har stor betydning i en tid med stigende vandstande og et konstant voksende behov for rent drikkevand.

Poul Due Jensen har siden oktober stået i spidsen for Grundfos, der blev grundlagt af hans bedstefar. Han forudser vækst i 2021 oven på et hæsblæsende coronaår sidste år. Arkivfoto: Morten Pedersen

- Det er helt utroligt, hvad der skete dengang, og hvad vi sammen har præsteret som virksomhed for at nå frem til det resultat, som vi har i dag, siger Poul Due Jensen til Avisen Danmark.

Salget for hele 2020 endte med at falde 4,4 procent til 26,3 milliarder kroner. Overskuddet faldt fra tre milliarder kroner før skat til 2,6 milliarder kroner.

Annonce

Kritiske produkter

For Grundfos er det vigtigt at se på overskuddet i forhold til omsætningen, også kaldet ebit-marginen. Den lå på 9,9 procent i 2020, men blev trukket ned af særlige udgifter til en omstrukturering, der fandt sted i efteråret og globalt kostede 600 arbejdspladser.

Hvis man sorterer de udgifter fra, havde Grundfos en ebit-margin på 11,1 procent, og det er det næsthøjeste i koncernens historie.

Virksomheden har som strategi at nå et overskud på 10 procent af salget, og dermed kan Grundfos med lidt god vilje tælles med blandt coronakrisens vindere.

Hvordan kan det være, at I kom så godt igen i andet halvår?

- Vores produktion har jo kørt hele tiden, og så har vi at gøre med et produkt, som er kritisk. Vand og vandinfrastruktur er supervigtigt over hele verden, så vi er flere steder blevet bedt om at holde vores forsyningskæder åbne, siger Poul Due Jensen.

Annonce

Vil bruge penge igen

Det gode halvår har også givet et stærkt tilløb til 2021, hvor Grundfos-ledelsen forventer en encifret vækst målt i procent. Overskuddet ventes igen at kredse omkring de 10 procent, men vil være en smule presset i forhold til sidste år.

- Vi ønsker jo at bruge nogle penge igen. Vi havde besparelser på 300 millioner kroner alene på rejsebudgettet sidste år. Dem har vi i sinde at komme igen med. Vi har heller ikke ansat alle dem, vi gerne ville, og det har givet en betydelig besparelse. Det går bare ikke, hvis vi skal nå vores mål, så vi er i gang med at ansætte folk igen, siger Poul Due Jensen.

Grundfos havde ved årsskiftet 19.221 ansatte, langt hovedparten uden for Danmark, men ansættelserne vil også ske i hovedsædet i Bjerringbro, hvor hele Grundfos-eventyret begyndte i en kælder i 1944.


Vi ønsker jo at bruge nogle penge igen. Vi havde besparelser på 300 millioner kroner alene på rejsebudgettet sidste år. Dem har vi i sinde at komme igen med.

Poul Due Jensen, koncernchef, Grundfos


- Bjerringbro er vores arnested og betyder meget for Grundfos og for mig personligt. Her har vi en forpligtelse, siger Poul Due Jensen, der nu skal træde i karakter som topchef i koncernen.

- Vi har allerede en stærk 2025-strategi, som vi skal levere på, men jeg kommer til at sætte skarpere og modigere mål for Grundfos. Jeg tror ikke, at vores medarbejdere er i tvivl om, at vi har rigtigt store ambitioner, også med Poul i sædet, siger Poul Due Jensen.

3 hurtige om Grundfos

  1. Grundfos er verdens største producent af pumper. Omsætningen endte i 2020 på 26,3 milliarder kroner, hvilket er 1,2 milliarder kroner mindre end i 2019, hvor salget var rekordhøjt.
  2. Pumper fra Grundfos bliver brugt over alt i industrien og erhvervs- og boligejendomme, for eksempel til varme og aircondition, vandforsyning og rensning af spildevand. Virksomhedens grundlægger, Poul Due Jensen, udviklede den første pumpe i kælderen under hjemmet i Bjerringbro i 1944. 
  3. I dag er hans barnebarn, der også hedder Poul Due Jensen, topchef i selskabet. Koncernen kontrolleres af Poul Due Jensens Fond (88 procent), mens stifterens familie og en gruppe ansatte ejer resten.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce