Annonce
Trekantområdet

Attendo-direktør efter påbud om risiko for vold mod personale: Meget er bedre nu

- Vi har skiftet ud i det personale, som ikke levede op til vores kvalitetsstandarder, så vi nu har et fast korps af en anden kvalitet, siger direktør for Attendo Danmark, Søren Andersen. Foto: Attendo
Siden Arbejdstilsynets besøg er forholdene markant forbedret på plejecentret Vonsildhave, siger direktør Søren Andersen, Attendo Danmark. Blandt andet er ukvalificerede ansatte skiftet ud med kvalificerede.

Kolding: Der er sket meget på det private plejefirma Attendos plejecenter Vonsildhave, siden Arbejdstilsynet var på besøg og oplevede nogle forhold, som fik tilsynet til at udstede to alvorlige påbud om, at de ansattes risiko for at blive ofre for fysisk og psykisk vold skal forebygges, og at medarbejdernes sundhed og sikkerhed skal sikres.

Det forsikrer direktør Søren Andersen fra Attendo Danmark, som står for driften af plejecentret i en 20-årig kontrakt med Kolding Kommune.

Arbejdstilsynet var på tilsynsbesøg i december 2018 og udstedte de to påbud 20. september i år.

Men hvordan kan det ske, at arbejdsforholdene på Vonsildhave hele fire år efter centrets åbning var af en sådan karakter, at Arbejdstilsynet har måttet udstede de to påbud?

- Arbejdstilsynets besøg lå, før jeg tiltrådte, og kun kort efter, at Vonsildhaves nuværende virksomhedsleder tiltrådte. Så jeg kender ikke situationen, som den var i 2018. Men jeg ved, hvad der er sket siden, og vi har selvfølgelig iværksat en plan, der skal udbedre de forhold, som Arbejdstilsynet har givet påbud om, siger Søren Andersen.

Hvad har I gjort?

- Vi har skiftet ud i det personale, som ikke levede op til vores kvalitetsstandarder, så vi nu har et fast korps af en anden kvalitet. Vi har med svage mennesker at gøre, og dem skal man passe godt på. Ellers skal man ikke arbejde hos os.

Så I har haft medarbejdere, der ikke var dygtige nok?

- Nu vil jeg ikke generalisere, men vi må sige, at ikke alle, der var her, passede lige godt på vores borgere.

Hvor mange har I skiftet ud?

- Vi har i hvert fald fået 10-15 nye, fast tilknyttede medarbejdere, og der er på nuværende tidspunkt ansat, hvad der svarer til en god håndfuld fuldtidsansatte mere, end der var i december 2018, siger Søren Andersen, som oplyser, at omfanget af vikarer og sygefraværet er faldet som følge af indsatsen.

- Tidligere var her mange vikarer. Nu bruger vi stort set ikke vikarer længere. Og sygefraværet er cirka halveret, fra Arbejdstilsynet var der, til i dag. Det betyder, at vi nu har en stabilitet og en genkendelighed for beboerne, og det er noget af det vigtigste på et plejehjem, oplyser Attendo-direktøren.

Annonce

De to påbud

  • Arbejdstilsynet udstedte 20. september i år to påbud til Vonsildhave.
  • Det ene påbyder Vonsildhave at forebygge risikoen for psykisk og fysisk vold mod de ansatte i forbindelse med arbejdet med beboere og pårørende på plejecentret. Vonsildhave skal senest 8. februar 2020 give Arbejdstilsynet besked om, hvordan påbuddet er efterkommet.
  • Det andet påbyder Vonsildhave at sikre, at høje følelsesmæssige krav i arbejdet ikke forringer de ansattes sikkerhed og sundhed.
  • Her skal Vonsildhave senest 8. juli 2020 give Arbejdstilsynet besked om, hvad der er gjort.
  • Vonsildhave har endnu ikke meldt tilbage til Arbejdstilsynet.

Nye ledere

Af Arbejdstilsynets påbud fremgår det, at ledelsen og medarbejderne har meget forskellige opfattelser af flere ting, for eksempel voldspolitikken og registreringen af voldshændelser, som flere har oplyst, at de slet ikke kendte til. Hvordan kan det ske fire år efter Vonsildhaves start?

- Jeg ville gerne svare på det, hvis jeg vidste det. Men jeg ved det simpelthen ikke. Men jeg tror ikke, ledelsen har været tæt nok på medarbejderne. Derfor har vi også ansat to teamledere som et nyt ledelseslag. Førhen var der kun chefen og plejepersonalet.

Der har været en del dårlig omtale af Vonsildhave og mange lederudskiftninger, siden I startede centret i Kolding. Har det smittet af på plejecentrets evne til at rekruttere kvalificeret personale?

- Ja, det har det historisk, men her hen under sommeren fik vi pludselig uopfordrede ansøgninger.

Så vil du sige, at der er styr på forholdene på Vonsildhave nu, og at medarbejderne trives og har det godt uden at være i risiko for psykisk og fysisk vold?

- Vi kan ikke fjerne risikoen helt, men vi kan sænke trykket blandt andet ved at kigge på hver enkelt beboer og konkret vurdere, hvad hver enkelt har brug for. Og vi synes også, at det lavere sygefravær har givet en anden stemning. Så ja, alt overvejende har de det godt.

Har økonomi været en udfordring i forhold til at skabe gode og acceptable forhold for jeres medarbejdere?

- Ja, for vi har jo haft underskud, og de beløb, vi har haft at gøre med, har ikke været nok. Men også det går bedre i kraft af, at sygefraværet og vikarudgifterne er faldet, siger Søren Andersen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce