Annonce
Vejle

Autist vil give gode råd om parforhold og samliv

Ole Anders Rauff er ikke ukendt med at tale om sin sygdom. Siden 2014 har han holdt foredrag om autisme. Nu springer han ud som autismerådgiver og håber at kunne hjælpe voksne autister og deres nærmeste pårørende. Arkivfoto: Mette Mørk

Ole Anders Rauff har set en niche og åbnet et nyt rådgivningstilbud i Vejle. Som ægtemand og autist kender han på egen krop de problemer, der kan opstå i samlivet med en autistisk partner.

Vejle: Er din partner fuldstændig opslugt af sin interesse og har svært ved at tale om andet? Springer han i luften, hvis du beder ham om at købe ind, huske vasketøjet og stå for aftensmaden på samme tid? Er han dårlig til at vurdere dit humør og tale om følelser?

Hvis man kan svare ja til alle ovenstående spørgsmål, er der muligt at ens partner har en uopdaget autismelidelse. Eksemplerne kommer fra Ole Anders Rauff, der selv fik stillet diagnosen Aspergers Syndrom i 2012. Siden har han arbejdet med at lære at leve med sin lidelse, og i dag føler han sig så velfunderet, at han vil hjælpe andre som selvbestaltet autismekonsulent.

- Det begyndte med, at jeg efter en del foredrag sidste efterår åbnede en facebookside, hvor pårørende til autister kunne udveksle erfaringer. Her fik jeg så mange opfordringer til, at starte en rådgivning, at jeg nu har besluttet at tage springet, fortæller Ole Anders Rauff.

Annonce

Autismekonsulenten

Ole Anders Rauff tilbyder rådgivning som autismekonsulent.Det koster 350 kroner i timen her i starten. Sidenhen vil han tage 500 kroner.

Han har kontor i privaten på Finlandsvej, men tilbyder også hjemmebesøg.

Foruden rådgivning kan man også booke foredrag.

Ole Anders Rauff arbejder som tolk/underviser på Vejle Sprogcenter.

Han taler omkring 14 sprog på forskellige niveauer.

Stiller ikke diagnoser

Ole Anders Rauff understreger, at han ikke stiller diagnoser. Det lader han psykiaterne om. Til gengæld vil han meget gerne hjælpe voksne autister og deres partnere.

- En del voksne lever med uopdaget autisme, og de har ofte problemer i parforholdet, fortæller han og tilføjer, at voksne autister typisk har lært at tilpasse sig omverdenens krav og forventninger. Så ofte begynder parforholdet nogenlunde problemfrit. Men når den grå hverdag indfinder sig, kan personen pludselig eksplodere, hvis han eller hun oplever stress.

- Man smelter totalt ned

- Jeg plejer at kalde det en total nedsmeltning. Jeg kender det fra mig selv. Selvom jeg har lært at leve med min diagnose, kan det stadig gå galt. Hvis jeg ikke passer på, kan jeg komme ud i en situation, hvor min hjerne lukker ned, og jeg kører helt op. Hvis det er rigtig slemt, bryder jeg ud i gråd. Det prøver jeg selvfølgelig at undgå ved hjælp af min viden om autisme, forklarer Ole Anders Rauff.

- Andre kan få voldsomme raserianfald. Fælles for os er, at vi fortryder det meget bagefter. Men det forhindrer ikke, at det sker.

- Som autismerådgiver er mit mål at hjælpe med at få parforholdet til at fungere. Jeg kan give gode råd, og ofte hjælper det at tale med nogen, der kender problemet, siger Ole Anders Rauff.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce