Annonce
Vejle

Autocamperfolket har indtaget Vejle Havn: - Det ville være rart med et wc

Autocamperfolket kan ikke klage over udsigten fra Vejles særlige autocamper-pladser på havnen. Her er vue til både Fjordenhus og Vejlefjordbroen. Foto Michael Svenningsen
Efter et langt tilløb er de øremærkede autocamperpladser tæt på Fjordenhus blevet taget godt imod. Nordmænd er flittige gæster.

Vejle: Det er snart tre år siden, at Vejle Kommune indviede et særligt p-område til autocampere på Vejle Havn. Pladsen burde nærmest døbes "Christa Laursens Plads" for det var det socialdemokratiske byrådsmedlem, der nærmest solo kæmpede for tilbuddet til de særlige campingturister, der dengang var mere sjældne, end de er i dag.

Til forskel fra campister med campingvogn og fortelt er autocamperfolket typisk på udkig efter en bynær plads, hvor de kan parkere nogle få timer eller en enkelt nat, inden de triller videre.

Da avisen besøgte Vejle Havn onsdag ved middagstid, var de fleste overnattende gæster allerede kørt videre, og en stor norsk autocamper trak ud fra pladsen, netop som fotograf og journalist rullede ind.

Tilbage var to norsk indregistrede autocampere og en tysk varebil ombygget til autocamper.

Annonce

Vejles autocamperplads

Der er seks autocamperpladser med mulighed for tilkobling af strøm og vand.

Pladserne ligger ved Havneøen tæt på havnekranen og Fjordenhus.

Pladserne er lige nu ikke afmærkede, fordi der stadig er byggeplads på Havneøen, hvor Kirk Property bygger fire lejligheds-tårne.

Det koster 130 kroner at benytte pladsens installationer i 24 timer.

WC og brusebad findes på Lystbådehavnen.

Bedre end norske pladser

I den ene autocamper slappede ægteparret Øjvind og Dorrit Rasmussen af i skyggen indendøre.

- Vi er på vej sydpå for at mødes med nogle af vores venner. Det er første gang vi gør stop her på pladsen i Vejle, men det bliver ikke sidste gang. Det er en fin plads, som ligger godt, lød Øjvind Rasmussens skudsmål.

- Det eneste, der mangler er wc og måske badefaciliteter tæt på. Det er der på mange tyske pladser. Men det er helt fint og bedre end mange norske pladser, understregede han.

Øjvind Rasmussen kender Vejle, da han tidligere har fået behandling for en hudlidelse hos en overlæge på privatklinikken Mølholm.

- Jeg gjorde også stop her, da jeg var med toget ned til Tyskland for at hente vores "bobil", tilføjede Øjvind. Som en del andre nordmænd har han købt sin "bobil" i Tyskland. Den er en årgang 2015 og rummelig med både fast sidde- og soveafdeling.

Vil undgå hedebølge

- Vi regner faktisk med at svinge forbi den store campingmesse i Düsseldorf, når vi når så langt, for jeg overvejer at købe en ny vogn, tilføjede Øjvind Rasmussen, mens hustruen Dorrit understregede, at den bemærkning må stå for Øjvinds egen regning.

Ægteparret tilbragte hele onsdagen i Vejle, inden de torsdag kører videre sydpå.

- Vi giver os god tid, for lige nu med hedebølge i Sydeuropa er det alt for varmt efter vores smag. Næste stop bliver den tyske grænse, hvor vi skal handle, derefter kører vi til Rømø, fortalte ægteparret.

Sina og Tanja fra Hamborg var lidt nervøse ved at blive omtalt i avisen, så de ville helst optræde uden efternavn. Kvinderne har indrettet deres varevogn med soveafdeling, kasser til tøj og madvarer og hylder til surfbrædder og våddragter. Foto: Michael Svenningsen

Tysk lynvisit

I den anden ende af autocamper-området holdt en stor tysk indregistreret varevogn. I bilen var veninderne Tanja og Sina fra Hamborg travlt optaget af at tanke vand og sikre, at deres surfbrædder og våddragter var ordentlig surret fast inden afgang.

- Pladsen er fin. Vi fandt ud af, at toilet og brusebad ligger henne ved lystbådehavnen, så vi har ikke savnet noget. Vi er på vej mod Cold Hawaii i Klitmøller, og vi har kun fem dages ferie, så vi kører med det samme igen, fortalte Sina, inden kvinderne smækkede døren og trillede videre.

Dorrit og Øjvind Rasmussen stammer fra Sandnæs i Norge. Parret var godt tilfredse med autocamperpladsen på Vejle Havn. De er begge førtidspensionister, så de har god tid til deres europa-tur. Foto: Michael Svenningsen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce