Annonce
Hedensted

Bæredygtige kjoler: Shopping med god samvittighed

Silken fra gamle, indiske dragter er blevet syet om til kjoler til blandt andet Viola i Tørring, og kunderne elsker det, fortæller indehaver Joan Nordahl. Foto: Michael Svenningsen
Det er ikke kun i genbrugsbutikkerne, gamle klæder får nyt liv til glæde for handlende og miljøet. Også i traditionelle tøjbutikker er genbrug blevet en del af sortimentet, og genbrugsguldet bliver hevet af bøjlerne.
Annonce

Tørring: En gul kjole med orange og blåt mønster stråler om kap med en lilla og blå kjole i et hjørne af butikken Viola i Tørring. Der er også farver i resten af butikken, men de strålende tekstiler kan noget særligt: De findes kun i én udgave og er syet af brugte, udsmidte beklædningsgenstande.

- Vi vil selvfølgelig gerne sælge så meget tøj som muligt, men vi vil også gerne gøre det på en ordentlig måde, så man ved at det er godt for klimaet. Så da vi hørte om kjolerne, hoppede vi på, fortæller indehaver Joan Nordahl.

Butikker: Svært at finde vej i klimakamp

Viola er ikke eneste butik i byen, der har fået øjnene op for de bæredygtige varer.

I november gik butikkerne i Tørring Handelsstandsforening sammen om en kampagne for at handle lokalt. Som en del af initiativet udleverede butikkerne 2000 bæreposer, og de kunder, der genbrugte dem, deltog i en konkurrence. Det var en stor succes og fik siden de forretningsdrivende til at diskutere en fælles strategi for bæredygtighed i byens butikker.

- Vi talte om det, men det er svært at lave en fælles vision for bæredygtighed for alle butikker i byen. Der er flere meninger i byen om, hvad vi kan gøre, siger formanden for Tørring Handelsstandsforening, SuperBrugsens Henrik Hornemann.

Butikkerne har for eksempel talt om fælles poser, men nogle mener ikke, kunderne skal betale for en pose, mens andre ikke tøver med at tage penge for beholderen. Og så er der hele diskussionen om materialevalg: stof, papir eller plastik.

- Der er ikke et entydigt svar på bæredygtighed, for der er mange facetter af det, når man taler om det på tværs af forskellige butikker, forklarer brugsuddeleren.

Annonce

Kunder hiver genbrugskjoler til sig

Kjolerne bliver syet af indiske kvinder, der giver gamle silkesarier nyt liv i nye klæder. Kvinderne i Viola har fulgt udviklingen på sociale medier, og via Cofur fra Silkeborg fandt kjolerne vej til Tørring, fortæller en begejstret Joan Nordahl.

- Der er en god historie bag kjolerne, og de er alle unika. Ingen er ens. Det er også det, der gør det sjovt, når man skal til fest eller noget andet, at man ved, at der ikke kommer andre i det samme print, siger hun smilende.

Det strålende butikshjørne bugner ikke nær så meget som i begyndelsen, for trods priser nær de 1000 kroner, har Tørrings shoppende kvinder hevet fairtrade-kjolerne til sig.

- Bæredygtighed er hipt, og det kan vi mærke. Jeg synes efterhånden, kunderne er ret beviste om bæredygtige produkter, forklarer indehaveren.

Annonce

Mere vil have mere

Hos Viola har indehaver Joan Nordahl for alvor fået øjnene op for de bæredygtige varer. I butikkens sneakers er der genbrugt plastik i sålerne, og ved kassen hober strømper lavet af bambusfibre sig op.

- Man bliver da grebet af at finde mere. Helt sikkert. Det bliver også nemmere, for rigtig mange mærker og leverandører begynder at levere bæredygtige ting bæredygtigt, siger Viola-ejeren.

Når tøjbutikken får en leverance, er varerne ofte pakket ind med papir, og i stedet for at smide den ud, gemmer Viola indpakningen, til når varer skal sendes fra butikken ud til kunderne. Det er bare et af de grønne tiltag, butikken har gjort.

- Vi kommer aldrig til at være 100 procent bæredygtige, og vi har ikke sat os nogle mål, men så vidt muligt prøver vi da at tænke på det i hverdagen, siger Joan Nordahl.

Indehaver Joan Nordahl (tv.) og Bente Jakobsen (th) prøver det bæredygtige tøj. Til årsskiftet får Viola flere farvestrålende kjoler syet af indiske kvinder. Foto: Michael Svenningsen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Give

Gæsterne strømmer ind til halv pris

Debat

Lad os gå sammen om at redde Lillebælt

Annonce