Børkop: Fredag aften blev en noget dyrere aften end forventet for syv unge mennesker i Børkop.
Vidner tilkaldte klokken 21.51 politiet, fordi de i Ny Boder ved Rema 1000 og Netto havde set en ordentlig flok forsamle sig. Da politiet kom frem, så de omkring 30 unge.
- De stod i grupper med cirka 10 personer i hver, fortæller vagtchef Hans Hoffensetz fra Sydøstjyllands Politi.
Ifølge vagtchefen lykkedes det dog kun betjentene at påvise, at syv personer havde overtrådt forsamlingsforbuddet. De blev derfor alle sigtet for overtrædelsen og fik en bøde med derfra. Angiveligt er der tale om, at de nu hver skal betale et beløb på 2500 kroner.
I øjeblikket må man på grund af myndighedernes corona-restriktioner kun være forsamlet op til fem mennesker i det offentlige rum.
De sigtede kommer alle fra området og er mellem 15 og 17 år, fortæller Hans Hoffensetz.