Annonce
Vejle

Børnene er allerede på vej: Vejle Kommune har fundet plads til ny daginstitution

Kommunen ejer arealet, der er markeret med rød firkant. Børne- og familieudvalget anbefaler, at en ny daginstitution placeres her - som en begyndelse på Rosborg-byen. Illustration: Vejle Kommune
Vejle Kommune vil gå forrest med byggeri af daginstitution i ny bydel. Den kan være klar til brug omkring årsskiftet 2021-2022.

Vejle: Pengene er på plads. Børnene kommer ifølge prognoserne snart. Og det tager en vis tid at levere en brugsklar daginstitution. Så forberedelserne skal i gang nu.

Begyndelsen blev gjort ved efterårets forhandlinger om Vejle Kommunes økonomi. Her blev 23 millioner kroner reserveret til en ny institution. Fortsættelsen kom på mødet i børne- og familieudvalget tirsdag, hvor udvalget skulle forhold sig til adressen på en ny institution.

Resultatet blev, at udvalget anbefaler byrådet at vælge en placering lige vest for Rosborg Gymnasium, hvor kommunen ejer jorden. Forinden har forvaltningen undersøgt mange placeringer. Men nogle steder var der for lidt plads, andre steder skulle der først vedtages en lokalplan, eller en daginstitution var i strid med andre planer for området.

Der er flere fordele ved den valgte placering. En er, at den kan realiseres relativt hurtigt, fordi den kan rummes i den nuværende lokalplan. Desuden skal vi i gang med en ny bebyggelse ved Rosborg, og så kan kommunen gå foran og præge områdets profil. Vi vil arbejde med bæredygtighed i området.

Torben Elsig-Pedersen (R), udvalgsformand

En god begyndelse

- Der er flere fordele ved den valgte placering. En er, at den kan realiseres relativt hurtigt, fordi den kan rummes i den nuværende lokalplan. Desuden skal vi i gang med en ny bebyggelse (Rosborg-byen med plads til cirka 5000 indbyggere, red.), og så kan kommunen gå foran og præge områdets profil. Vi vil arbejde med bæredygtighed i området, og vi har i tidsplanen for den nye institution lagt fire måneder ekstra ind til at gennemtænke projektet i den retning. Vi tror, der kan være mulighed for at få fondsmidler til daginstitutionen, hvis vi kan tænke noget miljørigtigt ind i byggeriet, siger udvalgets formand, Torben Elsig-Pedersen (R).

Forventningen er, at en ny institution ved Rosborg Gymnasium kan tages i brug omkring årsskiftet 2021-2022.

Børn nok i midtbyen

Han er ikke bange for, at en ny institution til cirka 120 børn i et endnu ikke udbygget område vil give tomme pladser. Prognoserne viser, at der vil være børn nok.

- Den placering, vi anbefaler, ligger ret centralt. Erfaringen viser, at mange tilflyttere begynder med at bo i midtbyen og først senere flytter ud i parcelhusområderne. Desuden kan det ved behov for aflastningspasning føles mere acceptabelt for forældrene, hvis de frem for langt uden for Vejle får en plads i centrum, hvor de måske alligevel skal forbi på vej til arbejde. Men vi bygger den ikke som en bufferinstitution, understreger Torben Elsig-Pedersen.

Han tilføjer, at udvalget har skrevet i en udtalelse om kommunens planstrategi, at man generelt skal være opmærksom på at sikre, at der er pladser nok.

- Når vi vil udbygge nye boligområder, skal vi også være på forkant med at reservere arealer til nye institutioner. Vi ønsker samtidig, at der kommer flere typer af daginstitutioner. Det kan eksempel være en skov- eller naturbørnehave på 5-10 års sigt. Vi ved, det kræver lang tid, så det gælder om at komme i gang med planlægningen.

Byggeriet af den næste daginstitution går snart i gang. De cirka 100 til 120 pladser i Tirsbæk Bakker ventes at kunne tages i brug næste år.

Annonce
Forsiden netop nu
Annonce