Annonce
Billund

Børneudvalget stemte for den dyreste løsning: Vuggestuebørn skal passes i pavillon indtil nybygning er klar

Ann Charlotte Gaardsvig Vilstrup har fulgt forvaltningens indstilling i forhold til at leje en pavillon til de vuggestuebørn, som der lige nu ikke er plads til i Trætoppen i Billund. Arkivfoto
Børneudvalget valgte ikke at spare 110.000 kroner forleden. Flertallet stemte nemlig for at leje en pavillon til Trætoppen, hvor der er et akut behov for flere vuggestuepladser. Pavillonen skal stå klar til 1. juli og fungere som midlertidige lokaler for en gruppe børn.

Billund Kommune: Et akut behov for flere vuggestuepladser i Børnenes Univers Billund betyder, at børneudvalget forleden besluttede at leje en institutionspavillon, hvor 20 børn fra 0-2 år skal passes fra 1. juli og frem til februar 2022. Her vil der nemlig ifølge planen stå en tilbygning klar med 42 vuggestuepladser på Engdraget 8 i Billund.

Allerede fra 1. april er der blevet udvidet med syv pladser på grund af øget efterspørgsel af pasning til de mindste.

- Det er ikke nogen overraskelse for os, men der er desværre gået lidt længere tid med at få gang i byggeriet, end vi havde håbet. Ikke alt fungerer optimalt i en coronatid, siger formand for børneudvalget, Ann Charlotte Gaardsvig Vilstrup (S), der ligesom flertallet i børneudvalget stemte for forvaltningens indstilling til en pavillon til de "ekstra" børn, der skal passes fra den 1. juli.

Annonce

Små børn er sårbare overfor flyt

Forvaltningen har også undersøgt muligheden for, at børnene kunne blive passet i kommunens egne lokaler i Billund Centret, der tidligere har været brugt som børnehave.

Argumentet for, at pavillonen er en bedre løsning - selvom den er 110.000 kroner dyrere - er, at børn og forældre begynder vuggestuetiden i de omgivelser, hvor de skal være frem til skolestart og dermed fra begyndelsen får kendskab til de andre børn og voksne på matriklen.

Vuggestuekapacitet

Der er flere børn i alderen 0 til 2 år på ventelisten til en alderssvarende plads, end der er pladskapacitet til i øjeblikket.

Der er igen forespørgsler på pladser fra internationale borgere, som er på vej til at bosætte sig i Billund.

Ifølge dagsordenen vil de pædagogiske medarbejdere, der skal passe de ekstra vuggestuebørn, også opleve sig som en del af den øvrige medarbejdergruppe på Engdraget med mulighed for faglig sparring og vidensdeling og med en ledelse tæt på - fremfor at være på anden matrikel.

Netop på den baggrund valgte Ann Charlotte Gaardsvig Vilstrup at stemme for forslaget med en pavillon.

- Med så små børn er der en sårbarhed i forhold til et skifte, og derfor synes jeg, at 110.000 kroner er en ok pris at betale for kvalitet, stabilitet og  forudsigelighed for denne børnegruppe, påpeger hun.

Annonce

Tæt på byggeplads

Henning Sejer Madsen (DF) var den eneste, der stemte for, at børnene kunne blive passet i lokaler i Billund Centret, der godt nok skulle ombygges og renoveres til formålet, men som tidligere har været brugt som børnehave:

-  Vi kæmper lige nu en strid kamp i alle afdelinger i forhold til at spare penge, så jeg synes bestemt, at de 110.000 kroner var værd at tage med, siger han, der også konstaterer, at han ikke er "meget uenig" med det øvrige børneudvalgs beslutning.

Han betegner det som en lille sag.

- Jeg kan sagtens se de andres argumenter, men jeg synes ikke, det er så sort-hvidt. Børnene skal være i nærheden af en byggeplads i seks-syv måneder, hvor der vil være larm i gaden og store maskiner, og måske vil der mangle parkeringspladser til forældrene, siger Henning Sejer Madsen, der påpeger, at uanset, hvad der bliver gjort, så vil der være nogle, der vil være utilfredse.

- Så jeg siger bare, at vi kunne have sparet nogle penge og kommet udenom rod, bøvl og støj ved at vælge Billund Centret som midlertidig løsning, siger Henning Sejer Madsen, der også tilføjer, at lokalerne i centret allerede er kommunens, der derfor nemt kan justeres efter behov og ikke koster yderligere.


110.000 kroner er en ok pris at betale for kvalitet, stabilitet og forudsigelighed for denne børnegruppe.

Ann Charlotte Gaardsvig Vilstrup (S)
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Erhverv For abonnenter

NPV satser på byggestart inden nytår: Posthusgrunden skal bebygges fra 'den billige ende'

Debat

Jeg havde ellers glædet mig!

Annonce