Annonce
Debat

"Børnevenlig kommune" og folkeskolens frisættelse går hånd i hånd

Læserbrev: Mandag den 18. januar bragte JydskeVestkysten indlægget “Vi skal lytte til eleverne - de har ret til at blive hørt” af Hirma Ljeskoviva Bektas fra SF. Jeg er helt enig. Frisættelsen af folkeskolen skal være en inddragende proces, hvor både fagprofessionelle, forældre og elever oplever større indflydelse på, hvordan der laves skole.

Det, der fik mig til tasterne, var, at Hirmas eget parti var det eneste, der havde forbehold, da vi i Radikale Venstre i byrådet fremsatte forslag om, at Esbjerg skal være "børnevenlig kommune". Et forslag, der blev vedtaget i bred enighed, og som i den grad har til formål at give børn indflydelse på deres liv og hverdag.

Jørn Boesen Andersen fra SF var den eneste, der ved byrådsbehandlingen udtrykte tvivl ift. at støtte forslaget: “Vi er nødt til at gøre os klart, at vi ikke skal sætte så stramme rammer op, så vi ikke kan være med i frikommuneforsøget.” Jeg undrede mig dengang over, hvordan et ønske om at inddrage børnene skulle kollidere med frisættelsen af folkeskolen, der i mine øjne rummer alle muligheder for en øget inddragelse af eleverne i arbejdet med, hvordan vi driver skole i Esbjerg.

Annonce

Måske kan "børnevenlig kommune" ligefrem bidrage til, at vi bliver bedre til at inddrage børnene. Det er stadig mit ønske, at eleverne med frisættelsen vil opleve større indflydelse på egen hverdag og skolegang. Derfor er det dejligt at læse Hirmas umiddelbart uforbeholdne støtte til dette.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce