Annonce
Børkop

Bag den knirkende dør venter et velsmurt aktivitetescenter

Sikken en voldsom trængsel og alarm. Åbent hus hos Englystparken. Det er flæskesteg og citronfromage, der er skyld i den lange kø. Foto: Mette Mørk
Åbent Hus på Englystparken trak mange til. Også dem, der ikke bruger parken så meget.

Børkop: Når man trykker på en knap, går døren indtil Englystparken op. Kniiiiirk, lyder det, og så kan man træde indenfor.

Og det gør mange, denne torsdag, hvor der er Åbent Hus i det store aktivitetscenter. Og der er gang i den. I caféen er der gang i stolegymnastik. Ja, det er mest kvinderne, der fylder i det billede. Inde i datacaféen er computerne slukket. Men der bliver forklaret om, hvad der sker herinde.

John Henrik Holtz er en af de fremmødte. Han gør normalt ikke brug af Englystparken, men han kigger ind, nu der er åbent hus.

- Jeg har nogle gamle VHS-bånd liggende derhjemme, og dem kan jeg få overspillet her, så det skal jeg høre lidt mere om, siger han.

En af de andre fremmødte, som normalt ikke gør brug af centrets tilbud, er Merete Grønhøj.

- Jeg bruger ikke selv aktivitetscentret. Ikke fordi jeg ikke vil, men jeg har simpelthen ikke tiden til det. Men jeg har været forbi før, og jeg ved, det er rigtigt godt sted, så jeg bakker fuldstændigt op om stedet, siger hun.

John Henrik Holtz har tidligere arbejdet på Englystparken. Det var som pedelmedhjælper, og det var dengang, det var et plejecenter. Nu er det et aktivitetscenter, og han bruger det ikke selv, men kiggede forbi, da der var Åbent hus hos Englystparken. Foto: Mette Mørk

Flæskesteg og sundhed

Englystparken er et sted, hvor tingene kører sin egen gang. Herinde kan alle over 60 år spille bridge eller billard, sy, binde blomster, danse, lave revy og ja, så mange ting. Og hygge og møde andre. Her er man ikke ensom. Spise kan man også, og da en liflig duft af flæskesteg breder sig ud i aktivitetscentret, bliver køen i caféen til en lang sulten slange.

Flæskesteg blev også serveret sidste år til Åbent Hus, og dengang blev der solgt over 160 portioner. Intet tyder på, at der sælges færre denne torsdag.

Ude i en mellemgang sidder en flok kvinder, der alle har noget hjerte. De tilhører folk udefra, der er en del af det Åbne Hus. Demensenheden, hørekonsulenter og sundhedsvejleder sidder og dufter til flæskestegen og lytter den summen, der kommer fra caféen.

- Lige nu er her mere stille, for folk spiser, men der har været mange forbi indtil nu. Vi plejer at være med, når Englystparken holder åbent hus. Det er godt sted lige at være for os, for her møder folk os på en mere afslappende og uforpligtende måde, siger Mie Lærke Rasmussen, der er sundhedvejleder ved Vejle Kommune.

Velsmurt fremmøde

Imens er køen i caféen blevet endnu længere. Der er mange folk forbi.

- Der er et rigtigt godt fremmøde, og der er mange med på vores rundture. Det er rigtig positivt, for de fleste på rundturen er jo nye. Jo, folk virker glade og snakken går lystigt, så det er rigtigt dejligt, siger Karin Nielsen, tovholder på det åbne hus.

Det kan godt være, at Englystparkens dør knirker. Men indenfor kører tingene ganske velsmurt.

Rundvisningen trak mange til. Her er det inde fra datacaféen. Foto: Mette Mørk
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce