Annonce
Alarm 112

Bagmandspolitiet efterforsker også tredje spor i udbyttesagen

Udbyttesagen handler om uberettiget refusion af skat for 12,7 milliarder kroner. (Arkivfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Der er rejst tiltale i to spor i sagen om skattesvindel for milliarder, men flere personer kan blive tiltalt.

Der kan blive rejst tiltale mod yderligere personer i udbyttesagen, der handler om uberettiget refusion af skat for 12,7 milliarder kroner.

I januar blev der rejst tiltale mod britiske Sanjay Shah og hans mistænkte medhjælper for svindel med udbytteskat for cirka ni milliarder kroner.

I et andet spor af sagen blev tre briter og tre amerikanere i april tiltalt for svindel for 1,1 milliard kroner.

Men Bagmandspolitiet - som Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (Søik) kaldes - efterforsker også et tredje spor i sagen.

Det kom torsdag frem under et retsmøde i Retten i Glostrup torsdag, hvor udbyttesagen blev rullet ud i grove træk, da der skulle tages stilling til en anmodning om navneforbud.

- Der er tre undergrupper. De har hver deres navne, fortalte forsvarsadvokat Christian Laubjerg, inden han blev afbrudt af anklager Anders Møllmann fra Søik:

- Dem vil vi helst ikke have frem.

Herefter aftalte de med dommeren, at det ikke var nødvendigt at nævne navnene på de tre spor. De kom heller ikke nærmere ind på, hvad den tredje sag drejer sig om.

Anders Møllmann ønsker efter retsmødet heller ikke kommentere sagen. Det er derfor uvist, hvor mange personer eller hvor stort et beløb den tredje sag handler om.

Dog står det klart, at den stadig er under efterforskning, og der ikke er taget stilling til, om der skal rejses en tiltale endnu.

Torsdagens retsmøde handlede om, hvorvidt de tre briter i sagen om 1,1 milliard kroner skulle beskyttes af navneforbud. Den egentlige retssag begynder først senere.

Dommeren afviste at beskytte de tre briter med et navneforbud og lagde blandt andet vægt på det historiske i sagen.

Derfor kan det nu nævnes, at der er tale om Anup Dhorajiwala, Graham McKenzie Horn og Rajen Ranmal Shah, som trods det ens navn ikke er i familie med Sanhay Shah.

- På baggrund af tidligere ansættelser havde de knowhow om, hvordan man kunne lave et system, hvor det kunne få det til at se ud som om, at folk ejede aktier, så man kunne tilbagesøge kildeskat på dem, siger anklager Anders Møllmann.

To af amerikanerne er Matthew Richard Stein og Jerome Lhote, som ejer den tyske North Channel Bank, som svindlen foregik igennem. Den tredje amerikaner har også anmodet om navneforbud, men det har retten ikke taget stilling til endnu.

I sagen mod Sanjay Shah og Anthony Mark Patterson har Retten i Glostrup afgjort, at de skal varetægtsfængsles in absentia - altså uden at de er til stede. Det er første skridt imod, at de kan blive udleveret.

Spørgsmålet skal dog først forbi landsretten, der ventes at tage stilling senere på måneden.

Flere af de tiltaltes advokater har tidligere oplyst, at de nægter sig skyldige i svindlen.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Danmark For abonnenter

Statens planer om nye veje og jernbaner fanger tusindvis af borgere i usikkerhed: Helle har ventet på en afklaring i otte år

EM For abonnenter

Alle hold har været i kamp – vi kigger på fem højdepunkter og fem lavpunkter under EM indtil nu

Give

Se billederne: DM i cykling blev skudt i gang med sved, tilråb og kolde fadøl

Annonce