Annonce
Læserbrev

Balance mellem landdistrikter og byområder: Bredbåndspuljen er stadig nødvendig

Det er vigtigt for mig, at vi prioriterer nogle midler til netop det her område, så vi hurtigst muligt kan få indfriet vores mål om, at alle danskere skal have adgang til lynhurtigt bredbånd.

Læserbrev: Venstre stod i 2016 i spidsen for at oprette bredbåndspuljen. Den har til formål at støtte udrulningen af hurtigt bredbånd i de dele af Danmark, hvor der ikke er udsigt til, at markedet selv ville sørge for hurtigt bredbånd.

Dermed er bredbåndspuljen med til at understøtte udvikling og bosætning i hele landet.

Puljen har siden 2016 givet tilskud til hurtigere internet til over 12.000 adresser over hele landet.

En nylig undersøgelse foretaget af Energistyrelsen viser, at bredbåndspuljen har været en succes. Den har været med til at sikre en bedre balance mellem landdistrikter og byområder.

Konklusionen på undersøgelsen er ikke overraskende for mig, at de anbefaler en fortsættelse af puljen.

Den konklusion er helt i tråd med, hvad vi i Venstre hele tiden har forsøgt at få Socialdemokratiet til at indse. Bredbåndspuljen skal fortsætte.

I Venstres finanslovsprioriteringer foreslår vi en ny og større bredbåndspulje på 150 mio. kr. i 2020. Den skal være målrettet de danskere, der bor på adresser i tyndt befolkede områder, og som derfor har allersværest ved at få adgang til bredbånd på markedsmæssige vilkår.

Socialdemokratiet har længe sagt, at de ville vente på evalueringen fra Energistyrelsen, før de ville afgøre, om bredbåndspuljen skulle fortsætte. Vi kan dog stadig ikke få et klart svar på, om de faktisk har tænkt sig at videreføre puljen.

Det er på tide, at Socialdemokratiet erkender, at puljen selvfølgelig skal videreføres. Hvis de mod al forventning vælger ikke at fortsætte puljen, har jeg svært ved at tage deres løfter om et mere decentralt Danmark seriøst.

Det er vigtigt for mig, at vi prioriterer nogle midler til netop det her område, så vi hurtigst muligt kan få indfriet vores mål om, at alle danskere skal have adgang til lynhurtigt bredbånd.

Annonce
Christoffer Aagaard Melson. Arkivfoto: Mette Mørk
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Sport

Jacob Bank forfølger sin OL-chance

Annonce