Annonce
Vejle

Ballade om dyrere brandvæsen: Vejle skal betale mere - Fredericia mindre

Hvad skal det koste at slukke ildebrande i seks kommuner, og hvem skal betale hvad ? Den diskussion er der taget hul på i beredskabskommissionen, og det bliver tema, de seks byråd skal forholde sig til det i forbindelse med vedtagelsen af de kommunale budgetter. I Vejle har borgmester Jens Ejner Christensen (V) svært ved at forestille sig, at byrådet vil finde ekstra syv millioner kroner til opgaven. Foto: Mette Mørk
Det bliver billigere for fredericianerne at være en del af TrekantBrand, mens vejlenserne skal til lommerne. Det sker, hvis kommunerne fremover skal betale beredskabet per indbygger, som oprindelig aftalt, da selskabet blev stiftet. Fem af seks kommuner siger ja til fordeling og højere regning. Vejle siger nej til at betale gildet.

VEJLE: Siden etableringen af det fælles kommunale beredskab Trekantområdets Brandvæsen (TrekantBrand) i 2016 har folk i Fredericia betalt langt mere for beredskabet end indbyggerne i de øvrige kommuner.

325 kroner har hver fredericianer betalt, mens vejlenserne har kunnet slippe med lige godt 200 kroner.

Nu har et flertal i den fælles beredskabskommission besluttet, at alle kommuner skal bidrage i forhold til indbyggertal. Hver indbygger skal efter forslaget betale omkring 250 kroner for et effektivt beredskab.

Annonce

Fem kommuner siger ja til oplægget - Vejle har taget forbehold.

De kommende års budget er reguleret, så regningen for driften af beredskabet samlet er steget til knap 93 millioner kroner årligt for de seks kommuner. Nu skal de seks byråd i samarbejdet tage stilling til forslaget.

- Jeg indstiller til vores byråd, at vi følger indstillingen fra beredskabskommissionen. Det vil jeg tro, at der er opbakning til i Fredericia, forudser borgmester Jacob Bjerregaard (S).

Fra 2024 skal Fredericia betale knap 13 millioner kroner til det fælles beredskab, mens Vejle skal af med 29 millioner kroner.

Det svarer for Fredericia til en besparelse på godt tre mio. kroner i forhold til det oprindelige budget og fordeling, mens Vejle skal af med syv mio. kroner ekstra.

Kolding Kommune skal af med godt 1,5 mio. kroner mere, mens de øvrige tre kommuners bidrag er stort set status quo.

Vejle-borgmester afviser

Vejles borgmester, Jens Ejner Christensen (V), er langtfra imponeret over beslutningen i beredskabskommissionen, som blev støttet af fem af de seks kommuners medlemmer.

- Det er måske ikke så underligt, at de andre siger ja, for det er Vejle, der står med regningen. Vi skal betale syv millioner kroner mere om året, og det har jeg svært ved at tro, at mit byråd vil bakke op om. Pengene skal vi finde på andre områder - børn eller ældre - for vores serviceramme er udfyldt, siger Jens Ejner Christensen.

- Men de andre kommuner kan vel med rette sige, at Vejle indtil nu har betalt for lidt i forhold til kommunens indbyggertal?

- Vi gik ind i samarbejdet med en forventning om, at der ville kunne effektiviseres, så vi landede på en pris per indbygger, som svarede til det, vi dengang betalte for Vejle Brandvæsen. Men den ambition er ikke blevet indfriet, og vi skal betale prisen. Det er ikke tilfredsstillende, siger Jens Ejner Christensen.

- Hver borger skal ifølge den nye beregning betale omkring 250 kroner for at have et robust beredskab. Er det for dyrt?

- Jeg ved ikke om man kan sige, at det er for dyrt eller billigt, men fakta er, at det ikke var den forudsætning, vi gik ind i samarbejdet med. Man er ikke lykkedes med at sikre den effektiviseringsgevinst, og det ønsker man at løse ved, at kommunerne betaler mere. Det er ikke sådan, vi plejer at arbejde med budgetter i Vejle Kommune. Vores udgangspunkt er, at man skal holde den økonomiske ramme, der er udstukket, siger Jens Ejner Christensen.


Det er måske ikke så underligt, at de andre kommuner siger ja, for det er Vejle, der står med regningen. Vi skal betale syv millioner kroner mere om året, og det har jeg svært ved at tro, at mit byråd vil bakke op om.

Jens Ejner Christensen (V), borgmester


Annonce

Forudsætninger er ændret

- Det har siden etableringen været klart, at udgifterne skulle deles efter indbyggertal. I er den største kommune, så det er vel rimeligt, at I betaler mest?

- De økonomiske forudsætninger, der lå i etableringen, er blevet ændret, fordi man ikke har effektiviseret som planlagt. Derfor står vi i en ny situation, og jeg forudser, at der må nye forhandlinger til både omkring den samlede økonomi og fordelingen, siger Jens Ejner Christensen.

- Det burde vel være i beredskabskommissionen, at der blev skabt enighed om aftalen. Der kan opstå en situation nu, hvor fem byråd siger ja, mens I siger nej. Hvad sker der så?

- Jeg vil tro, at jeg bliver pålagt at gå i forhandling med vores naboer, så vi opnår en aftale, vi alle kan bakke op om, siger Jens Ejner Christensen.

- Hvis de øvrige er enige om aftalen og holder fast, vil Vejle så forlade samarbejdet?

- Der er vi slet ikke, for vi ser TrekantBrand som et godt og solidt beredskab, som løser opgaverne professionelt. Jeg er sikker på, at vi finder en løsning, siger Jens Ejner Christensen.

Fredericias borgmester,  Jacob Bjerregaard (S), er klar over, at den økonomiske ramme og fordeling møder modstand i Vejle.

- Men vi er tilbage til den aftale, vi indgik, da selskabet blev dannet. At alle borgere skal bidrage med samme beløb, og dermed bliver det selvfølgelig dyrere for Vejle Kommune samlet, siger Jacob Bjerregaard.

Sådan deler de regningen

I 2020 lød TrekantBrands budget på 89,2 mio. kroner.

De seks kommuner deler udgifterne mellem sig med vidt forskellige bidrag.

Fredericia betaler mest per indbygger og Vejle betaler mindst.

Fredericia: 325 kr. per indbygger.

Kolding: 237 kr. per indbygger.

Billund: 254 kr. per indbygger.

Vejen: 251 kr. per indbygger.

Middelfart: 243 kr. per indbygger.

Vejle: 202 kr. per indbygger.

Skulle regningen i 2020 fordeles ligeligt efter indbyggertal, lød den på 242 kr. per indbygger.

Budgettet for TrekantBrand hæves i forslaget til omkring 93 mio. kroner årligt. Ligeligt fordelt svarer det til en udgift per borger i de seks kommuner på 251 kr.

Da Vejle er den største kommune, bliver Vejles bidrag ved det reviderede budget på samlet 29 mio. kr. i 2028 mod 22 mio. kroner efter det gamle budget og fordelingsnøgle.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Erhverv

Peanutbutter-banana-sandwich og portugisiske grillspyd: Det har der været serveret på Vejlegården siden fagkonflikten

Erhverv

Forsker om Vejlegården: Politikerne var med til at forlænge konflikten ved at at blande sig. Den kunne hurtigt være blevet afgjort i arbejdsretten

Erhverv

De seks vigtigste ting, du skal læse, for at forstå konflikten på restaurant Vejlegården

Vejle For abonnenter

Stadsarkitekten afviser kritikken af vandkunsten ved Vejle Rådhus: 'Det fungerer både til hverdag og fest'

Annonce