Annonce
Sport

Barcelona vinder og tager første skridt mod CL-oprejsning

Lluis Gene/Ritzau Scanpix
Selv om Barcelona sluttede med ti mand på banen, vandt catalonierne komfortabelt over Ferencvaros.
Annonce

Den forgangne Champions League-sæson sluttede i en massakre for FC Barcelonas vedkommende, da holdet blev slagtet 8-2 af Bayern München i kvartfinalen.

Under nytilkomne Ronald Koemans ledelse jagter catalonierne oprejsning, og tirsdag fik de en god start på gruppespillet med en sejr på 5-1 over ungarske Ferencvaros.

Fra bænken så danske Martin Braithwaite sine holdkammerater score tre gange på 25 minutter, og selv om Gerard Pique fik rødt kort midtvejs i anden halvleg, vandt Barcelona sikkert.

Sikker kan man til gengæld ikke kalde Barcelonas åbning på kampen.

Ferencváros-angriberen Tokmac Nguen fik tidligt annulleret et mål for offside, og kort efter var træværket i vejen på hans kraftfulde afslutning fra højre side af feltet.

Barcelona slap dog med skrækken og slog i stedet til i den anden ende.

Efter 27 minutter åbnede Lionel Messi scoringen på et straffespark begået mod ham selv, og før halvlegens afslutning havde Ansu Fati udbygget til 2-0 på et teknisk flot spark med ydersiden.

Det var også stillingen ved pausen, men kort inde i anden halvleg blev 2-0 til 3-0. Brasilianske Coutinhos afslutning blev rettet af og strøg i nettet ved nærmeste stolpe.

Netop som tingene virkede til at være helt under kontrol for Barcelona, hev Pique i nødbremsen. Det resulterede i et rødt kort og en straffesparksscoring af Igor Kharatin.

Men i stedet for mere spænding i opgøret lukkede og slukkede Barcelona endegyldigt.

Indskiftede Pedri scorede til 4-1 på et fladt spark, før Ousmane Dembélé til sidst satte punktum efter fint forarbejde af Messi.

Barcelona er på førstepladsen i gruppe G foran Juventus, som tidligere tirsdag slog Dynamo Kiev 2-0.

Ligesom Braithwaite så landsholdskollegaen Andreas Christensen hele kampen fra bænken, da Chelsea spillede 0-0 med Sevilla i London. I samme gruppe blev det 1-1 mellem Rennes og Krasnodar.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Nogle er mere lige end andre

Indland

Nu kan du få dit kørekort på mobilen

Hedensted For abonnenter

Fokus på flid og tillid: Martin vil bygge forretningsimperium på barndommens grundsten

Annonce