Annonce
Give

Barske tider for Givskud Forsamlingshus

Givskud Forsamlingshus er lukket helt ned her under coronakrisen. Der er ingen bankospil eller fester, og det tærer på kassebeholdningen. Foto: Jim Hoff
- Worst case scenario er, at vi må lukke, og det ville ikke være en rar tanke, lyder det fra bestyrelsesmedlem, der dog forbliver optimistisk. Et loppemarked skal være med til at generere indtægter.

GIVSKUD: Forsamlingshuset i Givskud er som så mange foreninger lagt helt ned af coronaen. Samtlige aktiviteter lige fra selskaber til de faste bankospil har været lukket ned i flere måneder.

Irene Olsen fra bestyrelsen kan berette om stramme tider, for selvom der ikke er aktivitet i forsamlingshuset, skal de faste udgifter jo stadigvæk betales.

- Vi er nu i faktisk tæt på et år blevet ramt af massevis af aflysninger og arrangementer, der er blevet udskudt eller skubbet. Vi får stadigvæk forespørgsler, men vi må desværre sige, at som det er nu, så står vi helt stille med enhver form for aktivitet, siger Irene Olsen.

Man er naturligvis trætte af at kigge på den tomme kalender, og der er da også søgt hjælpepakker, men det er ifølge Irene Olsen ret kompliceret netop i forhold til et forsamlingshuse.

- Nu forsøger vi, for at få lidt penge i kassen lidt hurtigere, at sende kontingentopkrævning ud en måned før, og vi håber, at folk er klar til at bakke op. Vi vil nok også forsøge os med et loppesalg af vores ældre inventar på et tidspunkt og håber, at det også kan give lidt penge i kassen, siger Irene Olsen.


Vi får stadigvæk forespørgsler, men vi må desværre sige, at som det er nu, så står vi helt stille med enhver form for aktivitet.

Irene Olsen, Givskud Forsamlingshus


Annonce

Arrangerer loppemarked

Givskud Borgerforening og Forsamlingshus har nemlig været i gang med at rydde op i gemmerne, så man kan komme i gang med et loppesalg. Derudover efterlyser man nu effekter fra borgerne, som de kunne forestille sig at donere til forsamlingshuset.

Loppemarkedet bliver afholdt i Forsamlingshuset med de restriktioner, som Sundhedsstyrelsen har udmeldt. Restriktioner man naturligvis er meget observante på at overholde til punkt og prikke.

- Vi vil glæde modtage en masse gode ting og sager, og den vej rundt tjene nogle gode penge til forsamlingshuset. Man har mulighed for at aflevere sine effekter ved henvendelse til Irene Olsen eller Karina Simonsen, og loppemarkedet begynder 27. marts, forklarer Irene Olsen.

Der pusles også med andre ideer til at generere lidt indtægter, for man vil naturligvis kæmpe til det sidste for at bevare forsamlingshuset i byen.

- Worst case scenario er, at vi må lukke, og det ville ikke være en rar tanke. Men lad os nu være optimistiske. Vi ved, at folk savner os, og når først der er åbnet op, håber vi, at folk vender tilbage i stor stil, lyder det håbefuldt fra Irene Olsen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce