Annonce
112

46-årig beboer fængslet for drabsforsøg: Stak pædagog med kniv

En beboer på bostedet for sindslidende "Ved Sønderåen" i Vejle overfaldt søndag morgen en mandlig pædagog med en kniv. Den 46-årige beboer er nu varetægtsfængslet i fire uger for forsøg på manddrab. Arkivfoto
En 46-årige beboer på "Ved Sønderåen" blev søndag morgen varetægtsfængslet for drabsforsøg. Bostedet for sindslidende har taget hånd om personalet.

Vejle: En 46-årig mandlig beboer på bostedet for sindslidende "Ved Sønderåen" i centrum af Vejle er mandag morgen blevet varetægtsfængslet i fire uger for forsøg på manddrab.

Det oplyser Sydøstjyllands Politi efter et grundlovsforhør ved retten i Kolding.

- Søndag klokken 8.16 modtog vi en anmeldelse om et knivstikkeri på et bosted. Her var en person blevet stukket med en kniv. Han havde flænger i ansigtet, men var dog ikke kommet alvorligt til skade. Der var tale om overfladiske skræmmer i ansigtet og afværgelæsioner på hænderne, men vi betragter episoden som alvorlig, hvilket vores sigtelse og varetægtsfængslingen også indikerer, siger vagtchef ved Sydøstjyllands Politi, Lars Grønlund.

Politiet anholdt den 46-årige beboer, men vagtchefen kan ikke sige noget om omstændighederne ved overfaldet. Det skal de kommende dages efterforskning forsøge at kaste lys over.

Når det her sker, er det generelt ikke fordi, nogen går til angreb eller vil skade en anden person. De ser noget andet, fordi de er i en paranoid psykopatisk tilstand.

Anne Koba, leder af Center Døgn

De ser noget andet

Leder af Vejle Kommunes Center Døgn, som "Ved Sønderåen" og to andre socialpsykiatriske bosteder er en del af, Anne Koba, har ikke mulighed for at kommentere på omstændighederne ved den konkrete episode.

- Men når det her sker, er det generelt ikke fordi, nogen går til angreb eller vil skade en anden person. De ser noget andet, fordi de er i en paranoid psykotisk tilstand. Det er dog stadig noget, vi tager meget alvorligt, og som vi skal handle kompetent på og sikre, at vores personale har det godt, understreger Anne Koba.

Laver risikovurdering

Hun bekræfter, at den mandlige pædagog har det godt efter omstændighederne. Han blev kørt til behandling på skadestuen, men kom ikke alvorligt til skade.

- Vi gør alt, hvad vi kan for at undgå disse episoder. Vi udarbejder en risikovurdering på hver enkelt beboer, og hvis der er risiko for noget, har vi beskrevet, hvordan det skal tackles. Men det forhindrer ikke, at sådan noget opstår helt pludseligt, og så er det klart, vi sætter politi på, siger lederen.

Må ikke være alene

Hun kan ikke huske en lignende episode fra bostedet og fortæller, at man skal mange år tilbage, siden personalet har oplevet så voldsom en situation som søndag morgen.

- Vi har borgere, der kan være truende, men til al held har vi et fantastisk kompetent personale, og når sådan noget sker, tager vi os af det helt akutte først og samler personalet. Vi får fat i en krisepsykolog, for det er vigtigt at få talt situationen igennem. Der skal masser af ledelse på, og vi skal sikre os, at der er familie eller venner til stede, så de ansatte ikke kommer hjem og er alene, fortæller Anne Koba.

Annonce
Forsiden netop nu
Kultur For abonnenter

Siriuspatruljen samles ved Vejle Fjord: Her kan fortælles historier om kulde, afsavn og 100 dage uden bad

112

Campinghytten var fuld af tyvekoster: Retten udviste de to gerningsmænd

Annonce