Annonce
Vejle

Beboere frygter trailerræs til ny genbrugsplads i Hornstrup

Kjeld Andersen, Johannes Holst-Pedersen og Anders Friis fik onsdag en orientering om planerne for det kommende affalds- og genbrugsanlæg. Sandsynligheden taler for, at de bliver nabo til det nye anlæg ved Viborgvej tæt på Kirkeby. Foto: Lars Juul

Kommunens planer om at placere en ny affald-genbrugsplads ved Viborgvej støder på lokal modstand. Især trafikken bekymrer repræsentanter for området

Hornstrup: Et nyt affald- og genbrugsanlæg ved Viborgvej står ikke lige frem øverst på ønskesedlen hos beboerne i Hornstrupområdet.

- Vi er mest bekymrede for trafikken - både gennem Kirkeby og ad Viborgvej. Det kan blive det rene trailerræs med affald, siger Anders Friis.

Sammen med beboerne i Kirkeby, Kjeld Andersen og Johannes Holst-Pedersen, var han i går til møde med Jørgen Chris Madsen - områdechef for natur, vej og genbrug i Vejle Kommune:

- Og vi fik en god dialog. Han lyttede og skrev ned. Men meget tyder på, at affaldsanlægget kommer til vores område, siger Anders Friis.

Jørgen Chris Madsen bekræfter, at placeringen ved Viborgvej i høj grad er i spil. Det var den allerede, da byrådet for fire år siden godkendte en ambitiøs plan om et fælles ressourcecenter. Her var idéen, at kommunen sammen med en privat partner skule håndtere Vejle Kommunes affald efter alle moderne genanvendelsesprincipper. Samtidigt var man klar til at gå ud over kommunegrænsen for at udnytte kapaciteten i det ny ressourcecenter.

Men juraen spændte ben for det offentlig-private samarbejde. Derfor er det ifølge Jørgen Chris Madsen et noget mindre anlæg, der er på tegnebrættet i dag.

Annonce

Vi har svært ved at forstå, at man planlægger med heftig industri i miljøklasse 6 i samme område, som man vil anlægge et helt nyt boligkvarter på den anden side af Viborgvej.

Anders Friis - beboer i Kirkeby

Vejle Kommune har siden 2013 været på jagt efter en ny placering til affalds- og genbrugsanlægget.I januar vedtog natur- og miljøudvalget en række principper for det nye anlæg - blandt andet at det skal være fleksibelt og tilpasses udviklingen med stadig større genanvendelse. Samtidigt blev det slået fast, at anlægget skal placeres i Vejle Nord.

Forventningen er, at forvaltningen inden sommerferien præsenterer et forslag med udformning og placering for byrådet. Derefter vil der formentlig gå mellem to og tre år før et nyt anlæg afløser det gamle ved Vestre Engvej.

Trafik er allerede et problem

Men som beboerne fra Kirkeby påpeger, vil selv et mindre anlæg give mere trafik. Og som avisen fortalte i november, er trafikken på Kirkebyvej allerede i dag et problem for beboerne. Mange bruger den smalle vej mellem Grejsdalen og Viborgvej som en genvej til og fra motorvejen.

- Og hvis affald- genbrug kommer herud, er vi sikre på, at endnu flere vil køre gennem byen nede fra Grejsdalen, siger Anders Friis bakket op af Kjeld Andersen og Johannes Holst-Pedersen.

I dag er det Vestre Engvej der lægger asfalt til skraldebilerne og trailerfolkets kørsel til affalds- og genbrugspladsen. Men anlæggets dage i ådalen er talte. Kommunen har planer om at etablere en helt ny bydel i Rosborg-området. Derfor skal der findes en anden placering til det kommende ressourcecenter, der er den officielle titel på det, der i gamle dage hed lossepladsen.

- Og der er jo slet ikke tale om en losseplads. Det er efterhånden otte år siden, der sidst blev deponeret noget på pladsen ved Vestre Engvej. Det er et helt anderledes anlæg, vi planlægger i fremtiden - blandt andet med overdækning, siger Jørgen Chris Madsen.

Brødtekst

Skal til Vejle Nord

Om anlægget overhovedet kommer ved Viborgvej står ikke fast. I den seneste beslutning, som udvalget traf på et møde d. 20. januar, står det fast, at placeringen bliver i Vejle Nord. Det kan i princippet lige så godt være i Lysholtområdet eller helt oppe ved grænsen til Hedensted Kommune. Men meget taler for området ved Viborgvej - blandt andet at Vejle Kommune ejer jorden.

Det må repræsentanterne for beboerne tage til efterretning. Men de håber, de i dialog med kommunen kan afværge de værste trafikale gener. Og den dialog er Jørgen Chris Madsen helt klar til at gå ind i.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kultur For abonnenter

Vi åbner endnu en kalenderlåge: Skolelæreren har altid drømt om at redde hele verden

112

Pludselig gik en mand på kørebanen: I kritisk tilstand efter påkørsel

Annonce