Annonce
Billund

Bedemænd i coronatid: - Det er en barsk måde at tage afsked på

Coronavirus påvirker også arbejdet som bedemand, det kan Jørn Larsen blandt andet nikke genkendende til. Arkivfoto: Alex Herman
Bedemændene tager stadig hjem til de pårørende, hvis det ønskes, men de tager deres forholdsregler. Særligt, hvis den afdøde var coronapatient.

Grindsted/Billund: Der er stort set ikke den branche, som ikke er påvirket af coronaepidemien på den ene eller anden måde. Dette gælder også for bedemandsbranchen.

- Vi har valgt at tilbyde folk, at vi kan tage det hele over telefonen eller Skype. Vi tilbyder stadig, at vi kan komme ud og tale med de pårørende, og hvis vi skal det, så siger vi, at vi skal være så få som muligt, siger Jørn Larsen fra Bedemand Heick og Larsen i Grindsted.

De fleste pårørende ønsker dog stadig at mødes fysisk med bedemanden.

- Vi har stort set ikke haft nogen samtaler over telefonen. Folk ønsker, vi skal komme hjem til dem, så det gør vi. Jeg tror, det har noget med følelser at gøre. Vi er mere fremmede, når det foregår over telefonen, end hvis vi mødes personligt, siger Jørn Larsen.

Samme mønster ses hos Grindsted-Billund Begravelsesforretning. Her vil de fleste pårørende også gerne mødes, men tager samtidig deres forholdsregler.

- Vi oplever, at folk er meget påpasselige og kommer for eksempel kun til en bisættelse, hvis det er den allernærmeste familie. Jeg har også oplevet hos en familie, at da jeg viste kataloget med kister, så rørte de slet ikke mappen, hvilket jo er godt tænkt, for de ved jo ikke, hvem der ellers har rørt ved billederne, siger Claus Madsen, indehaver af Grindsted-Billund Begravelsesforretning.

Annonce
Claus Madsen fra Grindsted-Billund Bedemandsforretning har været med til at håndtere en afdød corona-patient. Arkivfoto: Kristina V. Skjoldborg

Afdøde med coronavirus

I forhold til håndtering af den afdøde foregår det som hidtil hos begge bedemandsforretninger, medmindre afdøde er gået bort som følge af coronavirus.

- Vi kontaktede Sundhedsstyrrelsen, der forklarede, at vi skal bære gummihandsker og maske. I sådan et tilfælde har vi besluttet også at tage en beskyttelsesdragt på. Ved alle andre dødsfald håndterer vi de afdøde, som vi plejer, fordi vi synes ikke, det giver mening, hvis vedkommende er død af alderdom, at vi skal tage en dragt på, siger Jørn Larsen.

Grindsted-Billund Begravelsesforretning har haft deres første afdøde, der gik bort som følge af coronavirus. Da vedkommende gik bort på Odense Universitetshospital, måtte bedemændene følge sygehusets retningslinjer.

- Der måtte ikke være nogle pårørende til stede overhovedet. Vi var nødt til at hente afdøde med det samme og køre direkte til krematoriet. Det er en barsk måde at tage afsked på, fortæller Claus Madsen.

Da afdøde skulle lægges i kiste, foregik det med fuld dragt, mundbind og handsker i et særligt rum til formålet.

- Vi blev nøje instrueret i, hvordan vi efterfølgende skulle tage værnemidlerne af igen og putte det i en pose. Bagefter blev hele kisten sprittet af udvendigt, siger Claus Madsen.

Sygdom kan lukke forretning

Hver gang en af bedemændene er på besøg hos pårørende, er de i risiko for selv at blive smittet.

- Vi er da bekymret for selv at blive syge, for så må vi lukke forretningen, men det er en svær balancegang, for jeg også tror på, det også betyder noget for de pårørende, at den person, der skal køre mor eller far væk, er en, de har mødt, siger Jørn Larsen.

Hos Grindsted-Billund Begravelsesforretning har de ligeledes gjort sig deres tanker omkring smitte:

- Det kan lægge vores forretning ned. Det er den største trussel mod os, siger Claus Madsen, der også er forberedt, hvis den lokale kistefabrik i Give må lukke grundet virus.

- Så er der to andre store producenter, men hvad hvis en af dem må lukke, og alle pludselig skal have kister fra Give? siger Claus Madsen og fortsætter:

- Så skal jeg kunne få leveret 200 kister med det samme fra Give, så de er forhåndsreserveret, men nu håber vi ikke, det går så galt, som i Italien.

Bedemændene er ekstra påpasselige i øjeblikket. Arkivfoto: Michael Svenningsen
Hos Bedemand Heick og Larsen oplever de, at pårørerende stadig gerne vil mødes fysisk, når der skal tales om en afdøds bisættelse. Arkivfoto: Kristina V. Skjoldborg
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Erhverv

Ny vej er afgørende for Kvickly

Annonce