Annonce
Hedensted

Bedsteforældre på camping med børnebørn for femte gang

Thilde Lauritsen (bagerst) er på ferie på Løgballe Camping med sin mand Henning og deres to børnebørn Valdemar (tv.) og Hannah (th.) for femte gang. Foto: Elisabet D. Hyttel
På Løgballe Camping er højskoleforedrag og børneaktiviteter i fuld gang trods corona. Familien Lauritsen er med til bedsteforældreuge for femte gang.
Annonce

Løgballe: Thilde Lauritsen fra Holstebro havde spekuleret på, om børnebørnene var blevet for store til en uge på camping med bedsteforældrene, men det var 14-årige Hannah og 12-årige Valdemar ikke.

Derfor finder Folkebladet familien i fællesrummet på Løgballe Camping, hvor Hannah og Valdemar er i fuld gang med at slibe et mønster på et glas.

Thilde Lauritsen og hendes mand Henning bor i Holstebro og fik kendskab til Løgballe Camping gennem et træf med deres Y's Mens Club.

- Det er en dejlig og hyggelig plads med godt personale, der gør, at man føler sig hjemme, forklarer Thilde Lauritsen.

Familien er på bedsteforældrecamping for femte gang, og Thilde og Henning Lauritsen skal også af sted i uge 34 til højskolecamping.

- Det betyder meget, at der er aktiviteter for børnene. De har lavet sømbilleder og nu glasslibning, og om aftenen er der bål med snobrød eller pandekager. Ellers hygger vi i campingvognen og spiller spil eller løser kryds og tværs, forklarer Thilde Lauritsen.

Selvom vejret ikke har været det varmeste, er det også blevet til en tur på stranden og til Juelsminde for at ose.


Det er en dejlig og hyggelig plads med godt personale, der gør, at man føler sig hjemme.

Thilde Lauritsen


Annonce

Coronatiltag giver sikkerhed

I det hele taget er der godt gang i campingpladsen, der har 90 pct. belægning, hvilket campingchef Anker Olsen er godt tilfreds med.

- Vi har fået rigtig mange afbud fra hollændere, der plejer at være her, men til gengæld så er danskerne dukket op, forklarer Anker Olsen.

Campingpladsen har indført ekstra rengøring og stiller klude og sprit til rådighed, så man kan spritte af både før og efter, man har brugt fællesfaciliteterne.

Højskoleforedrag og sangaftener med afstand er det også muligt at gennemføre, men de større arrangementer som kræmmermarked og pinsefesten er aflyst i år.

- Sæsonen går meget bedre, end vi frygtede tilbage i foråret, for efteråret er allerede godt booket op, siger Anker Olsen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce