Annonce
Rejser

Berlin: Her kan du se, hvordan livet i DDR blev levet

Hverdag i DDR: Camping oven på en Trabant i Museum Kulturbrauerei. Foto: Stephan Klonk/Stiftung Haus der Geschichte
Kom tæt på hverdag, fængsel, grænseovergang, overvågningsministerium og hotelophold i det opløste diktatur.

Vores tyske naboer gennemlevede meget ondt under to diktaturer i det forrige århundrede. Hovedstaden Berlin var tragisk centrum for både Hitlers nazistiske rædselsregime fra 1933 til 1945 og DDR’s betonkommunistiske styre, der fra 1949 til Murens fald i 1989 forsøgte at holde befolkningen i et jerngreb, blandt andet med byggeriet af mur mellem øst og vest i 1961.

Berlin er på godt og ondt spækket med minder fra de to diktaturer. Her får du med forbehold for mulige corona-restriktioner fem tip til at opleve dele af det DDR, der blev opløst med den tyske genforening i 1990.

I det tidligere Stasi-hovedkvarter kan man blandt andet se Stasi-chefen Erich Mielkes originale skrivebord og særlige telefonbord. Foto: Carsten B. Grubach

Museum Kulturbrauerei

Hvordan så hverdagen ud i det tidligere DDR? Svaret kan du ganske gratis få i museet i det tidligere bryggeri i Prenzlauer Berg. En privat fond inviterer til en unik og detaljeret udstilling med et kig ind i køkkenet, i stuen, i kolonihaven, i kiosken, i spionprotokoller og i Trabanten i folkelig øjenhøjde og fletter samtidig på logisk vis den politiske del ind.

Så lad være med at betale for adgang til det turistede tilbud i DDR Museum i Karl-Liebknecht-Strasse, for på museet i det gamle bryggeri får du næsten alt for intet.

Knaackstrasse 97, Prenzlauer Berg, U-Bahn Eberswalder Strasse.

Annonce

Tränenpalast

Den mest trafikerede grænseovergang ved Berlinmuren lå ved Bahnhof Friedrichstrasse og blev i folkemunde døbt ”Tränenpalast” (Tårepaladset), for det var her, familierne fra begge sider af muren tog en tårevædet afsked med hinanden efter deres korte besøg.

I dag ser man de originale, trange kabiner, hvor man blev kontrolleret, og man får et interessant indblik i den massive overvågning og det voldsomme papirarbejde. Samme fond som på Prenzlauer Berg står bag udstillingen, som også her er gratis. Den er især tankevækkende for unge, der ikke kender til den triste baggrund.

Reichstagsufer 16, Mitte, S- og U-Bahn Friedrichstrasse.

Annonce

Berlin-Hohenschönhausen

I det gamle Stasi-fængsel viser tidligere fanger - blandt andre en, der taler dansk - rundt og fortæller ikke kun deres egen dramatiske beretning, men også historien om, hvordan man burede anderledestænkende og folk, der havde forsøgt at flygte til vesten, inde og udsatte dem for både fysisk og psykisk terror. En udstilling, der sætter rædslerne i relief.

Stasi-fængslet i Hohenschönhausen rummer grimme historier fortalt af tidligere fanger. Foto: Carsten B. Grubach

Der er rundvisninger i 90 minutter med maksimalt 14 deltagere, de foregår også på engelsk og dansk, og man skal tilmelde sig på forhånd på følgende link: https://www.stiftung-hsh.de/service/fuehrungen.

Genslerstrasse 66, Hohenschönhausen, S-Bahn Landsberger Allee.

Annonce

Stasi-Museum

Den 15. januar 1990 stormede 10.000 rasende østberlinere Ministeriet for Statens Sikkerhed (Stasi) for at forhindre, at stikkernes oplysninger om DDR-borgernes gøren og laden blev destrueret.

I dag er det tidligere Stasi-hovedkvarter omdannet til et velbesøgt museum, hvor man blandt andet kan se Stasi-chefen Erich Mielkes originale skrivebord og særlige telefonbord, forskellige spionagerekvisitter - blandt andet et kamera, der kunne fotografere gennem en knap i en frakke - forhørsprotokoller, den oprindelige kantine med typisk DDR-møblement og forhørslokaler.

Ruschestrasse 103, Haus 1, Lichtenberg, U-Bahn Magdalenstrasse.

Annonce

Ostel

Har du ikke fået nok af DDR, kan du booke et værelse på Ostel, der ligger tæt på East Side Gallery med de farverige rester af Muren. H er bevidst udeladt i ”hostel”, som det i virkeligheden er, for indretningen af værelserne er så østtysk, som den kan blive i dette århundrede. Originale DDR-møbler, en gammel DDR-radio, DDR-bøger og -malerier, men sengene er dog moderne, for man vil gerne have, at folk sover ordentligt.

Der er bad på gangen, og internettet virker kun i de nederste af de 54 værelser. Priserne er holdt på et lavt socialistisk leje. Vil man spise sig DDR-mæt, ligger Restaurant Volkskammer med typiske østtyske retter et par hundrede meter fra Ostel.

Wriezener Karree 5, Friedrichshain, S-Bahn Ostbahnhof.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Sydjylland For abonnenter

Nærmede sig diskvalifikation: Carelink vandt kviktest-udbud i Syddanmark trods kritik for mangelfuld plan

Annonce