Annonce
Udland

Berlinmurens fald formede Danmarks udenrigsminister

Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix
Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) var på lejrskole, da Berlinmuren faldt. Murens fald har præget ham siden.

Danmarks udenrigsminister, Jeppe Kofod (S), var på lejrskole i London for 30 år siden, da Berlinmuren overraskende faldt. Genforeningen og den efterfølgende bølge af demokratisering formede ham.

Men det er ikke gået så godt, som man kunne håbe, fortæller Jeppe Kofod, der lørdag er i Berlin for at deltage i en markering af dagen.

- Europa står stadig med mange udfordringer, ikke mindst i Øst- og Centraleuropa. Det har ikke været en nem rejse, og vi er ikke i mål.

- I lande som Polen og Ungarn er retsstaten udfordret, og der er udfordringer udefra, hvor lande prøver at blande sig i Europas forhold.

- Så i dag synes jeg, skal minde om, at vi aldrig må tage det demokrati og den frihed, der kom efter murens fald, for givet. Udviklingen går ikke kun i én retning, og der skal kæmpes hver dag for at tage skridt frem i stedet for tilbage, siger Jeppe Kofod.

Her har Jeppe Kofod den tidligere opdeling mellem øst og vest i frisk erindring. Han voksede op på Bornholm, der ligger ganske tæt på det daværende Østtyskland.

- Det gjorde, at jeg blev mere aktiv og satte spørgsmålstegn ved, hvorfor andre ikke kunne have de friheder, vi havde. Og det formede mig, at politiske beslutninger og folkelige oprør kunne give så fundamentale forandringer, siger udenrigsministeren.

Lørdag skal Jeppe Kofod markere, at grænseposter og kontrol forsvandt i Berlin. Og at Europa kunne samles. Det sker, få dage før at hans regering indfører grænsekontrol mod Sverige.

Samtidig fastholder regeringen grænsekontrollen mod Tyskland.

- Det afspejler en verden, der ikke er så fredelig og sikker, som vi kunne ønske, eller som vi måske havde troet, den ville være for 30 år siden.

- Vi har terror, alvorlig grænseoverskridende kriminalitet og flygtningestrømme.

- Udfordringerne er stadig store for Europa, det må man ikke glemme. Men man må heller aldrig glemme, at murens fald og Europas samling i det store billede var og er godt og vigtigt for Danmark. Og Danmarks sikkerhed, siger Jeppe Kofod.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
112

Det halve af huset og fyrrummet er brændt ned: Campingpladsejer er ved godt mod

Børkop

Midtvejsvælgerne skød med skarpt

Annonce