Annonce
Vejle

Bevæg dig rundt i en surrealistisk verden af tape

- Opsætningen af Tape er en god mulighed for mig for at få noget frivilligt arbejde på cv’et, siger Rasmus Barfoed, der drømmer om at komme til at arbejde som filminstruktør en dag. Foto: Flemming Larsen
Udefra leder deres kunst tankerne hen på et enormt spindelvæv, og indefra kan man bevæge sig rundt og mærke vægtløsheden over jorden. Oplev kunstværket Tape i Spinderihallerne fra den 23. august.

Vejle: Berlin, Paris, Tokyo og nu Vejle. Fra i morgen, fredag 23. august, vil vejlenserne kunne klatre rundt i kunstværket Tape. Med tape som det eneste materiale har kunstnergruppen Numen/For Use bygget et specialdesignet væv, som er stærkt nok til at man kan bevæge sig rundt i værket.

Vejles borgmester, Jens Ejner Christensen (V), åbner udstillingen fredag klokken 11.30.

- Det er stort, at vi har kunnet tiltrække et så verdensberømt kunstværk til Vejle. Kunst og kultur betyder meget for Vejle, og Tape er sjovt at udforske for både voksne og børn, fordi værket inviterer til, at man bevæger sig rundt i det, siger Jens Ejner Christensen.

Rundt om Tape

  • Numen/For Use er en international kunstnergruppe, der har eksisteret siden 1998. Den består af de tre industrielle designere Sven Jonke, Christoph Katzler og Nikola Radeljkovi fra henholdsvis Tyskland, Østrig og Kroatien.
  • Tape-installationen er blevet opført siden 2008 og har blandt andet været i Paris, Berlin og Tokyo. Alle steder har det været frivillige, der har hjulpet med at opbygge værket.
  • Der er brugt 1134 ruller tape.
  • Et byggeteam på cirka 40 personer har varetaget opbygningen under ledelse af kunstnergruppen. En blanding af lokale og internationale frivillige samt fagfolk.
  • Det har taget otte dage at bygge kunstværket.
  • Tape-installationerne kan foruden Spinderihallerne i Vejle opleves i Streetdome i Haderslev og Vejen Idrætscenter.
  • Det er gratis at se installationerne, og du kan se åbningstiderne på www.trekantfest.dk.

Bygget af frivillige

Kunstværket Tape er bygget op af frivillige, som i denne uge har klatret rundt i flere meters højde i Spinderihallerne sammen med kunstnergruppen for at få værket klar til åbningen.

En af de frivillige er Rasmus Barfoed fra Vejle. Han sagde ja med det samme, da han hørte om muligheden for at hjælpe med at bygge værket op.

- Jeg er ledig lige nu, så jeg har tiden til det. Og opsætningen af Tape er en god mulighed for mig for at få noget frivilligt arbejde på cv’et, siger Rasmus Barfoed.

Han drømmer om at komme til at arbejde som filminstruktør en dag.

- Her vil jeg også kunne bruge noget af det, udstillingen her har krævet af mig. Det er fantastisk at være med til at lave en udstilling som denne. Og at møde nogle kendte kunstnere, siger Rasmus Barfoed.

Heri er en af de andre frivillige enige.

- Jeg bor til daglig i Glasgow, hvor jeg læser kunsthistorie. Lige nu er jeg hjemme på ferie hos familien, og da jeg fik lejlighed til at være med til at bygge dette kunstværk, slog jeg selvfølgelig til, siger Lisa Rand.

- Jeg kommer helt sikkert til at være med til at bygge andre udstillinger op fra bunden, smiler den kommende kunsthistoriker.

Gratis adgang

Det er gratis at opleve Tape i Spinderihallerne, som er en af hovedattraktionerne i Trekantområdets Festuge. Foruden Spinderihallerne i Vejle er kunstværket også at finde i Vejen Idrætscenter og Haderslev Streetdome under festugen.

Kunstværket Tape har allerede modtaget mere end 25 internationale priser. Når kunstnergruppen Numen/For Use er færdig med at udstille i Vejle, skal gruppen videre til Kina og Slovakiet med værket.

Fra den 23. august vil vejlenserne kunne klatre rundt i kunstværket Tape, der er stærkt nok til, at man kan bevæge sig rundt i værket. Foto: Flemming Larsen
Annonce
Forsiden netop nu
112

Campinghytten var fuld af tyvekoster: Retten udviste de to gerningsmænd

Annonce