Annonce
Kultur

Biblioteket slipper nådigt fra corona: Kæmpe fremgang på digitale udlån

Lånerne står gerne i kø for at hente deres reserveringer på Vejle Bibliotek. Udlån af digitale materialer havde stor fremgang i 2020s coronatid. Men udlånet af fysiske materialer er dog stadig mere end dobbelt så stort som det digitale, fremgår det af tal fra bibliotekschef Mette Høxbro fra Vejle Bibliotekerne. Arkivfoto: Mette Mørk
Det er ikke uventet, at udlånet falder, når biblioteket er lukket. Det overraskende er, at det ikke faldt mere end 17,2 procent.

Vejle: - Oven på et år med nedlukninger og begrænsninger er en tilbagegang på kun 17,2 procent kun et lille fald.

Det siger Mette Høxbro, der er leder af Vejle Bibliotekerne.

Tallene er sammensat af en tilbagegang i udlån af fysiske materialer på 30 procent og en fremgang i udlån digitalt på 54,4 procent. I virkelige tal blev der udlånt 541.086 fysiske enheder, mens der blev udlånt 213.320 digitale materialer.

- Tallene viser, at coronakrisen har sat en ekstra tyk streg under, hvor værdifuld kulturen og bibliotekerne er for borgerne, siger Mette Høxbro.

Annonce

Hamstring - også på biblioteket

Vejle Amts Folkeblad skrev sidste år, at folk ikke kun hamstrede toiletpapir, men også varer fra biblioteket. Det kan bevises nu.

Da restriktionerne blev skærpet den 10. december 2020, udlånte de fem afdelinger af Vejle Bibliotekerne i det følgende døgns tid 9.443 materialer på de fem adresser. På en gennemsnitlig dag udlånes cirka 2.150 materialer, så Vejle kommunes borgere lånte den dag mere end fire gange så mange materialer, som på et normalt døgn.

Vild vækst i det digitale udlån

Vejle Bibliotekerne har naturligt nok oplevet stor fremgang i det digitale udlån, delvist drevet af coronanedlukningen. Tilsvarende har der i år modsat udviklingen fra 2018 til 2019 været tilbagegang i udlån af fysiske materialer, og det er også drevet af virusbesværet.

Her er antal udlån af digitale sager:

2018: 100.883

2019: 138.156

2020: 213.320

De sidste tre års antal fysiske udlån:

2018: 767.738

2019: 773.034

2020: 541.086

Sagt på en anden måde. I 2018 udgjorde det digitale udlån 11,6 procent af det samlede udlån. I 2019 var det 15,16 procent, men i 2020 var det steget til 28,28 procent.

Udlån af e-bøger til børn er steget endnu mere end det øvrige digitale udlån, nemlig med 65 procent fra 2019 til 2020.

- Det er værd at bemærke, at det er bøgerne, der er populære hos børnene, konstaterer Mette Høxbro.

Hun understreger også, at de fysiske materialer fortsat er vigtige. Derfor så man også i perioden med genåbning i sommer og efterår, at det fysiske udlån steg betydeligt igen, omend ikke helt til 100 procent af førcoronatallet.

Da nedlukningen kom, valgte Vejle Bibliotek at hæve loftet for, hvor mange e-bøger og film fra Filmstrimlen, man kunne låne pr. måned. Begge dele blev øget fra seks til 10 pr. måned, oplyser teamleder Michael Skjærris.

Annonce

Køen rykker indendøre

Under den seneste nedlukning har det være muligt for bibliotekerne - modsat første gang - at holde åbent for reserveringer. Det har mange borgere benyttet sig af.

Mens man i flere kommuner kun har kunnet hente materialer ved kommunens hovedbibliotek, så har Vejle Bibliotekerne åbnet for muligheden både i Vejle og i Børkop, Jelling, Give og Egtved.


Tallene viser, at coronakrisen har sat en ekstra tyk streg under, hvor værdifuld kulturen og bibliotekerne er for borgerne.

Mette Høxbro, leder af Vejle Bibliotekerne


- Interessen har været stor. Flere aftener har der været kø foran Vejle Bibliotek, mens reservationstallene i runde tal ligner normale tilstande fra før corona, bemærker Mette Høxbro.

Nu er det blevet koldt i vejret, så i Vejle er tingene indrettet, så folk kan stå indendørs, mens de venter på at hente dét, de har reserveret på forhånd. De går ind ad én dør, står i kø rundt om en trappe og går ud ad en anden dør. Det er et tilbud, der er godkendt og kan afvikles under overholdelse af alle restriktioner og regler om afstand med videre.

Annonce

Glade for at fylde noget

Biblioteket arbejder videre med at udviklet sit tilbud, også under de nuværende vilkår. Her er det selvfølgelig den digitale formidling, der kan gøres noget ved og med. Skal der være digitale læseklubber? Kan man gøre noget mere for at få børn til at bruge biblioteket.

- Foreløbig er vi bare glade for, at vi fylder så meget hos folk. Jeg tror, nogle forældre har fået øjnene op for vore kvaliteter, og netop forældre er den primære kraft bag, når børnene låner bøger, konstaterer bibliotekslederen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Give

Corona sender 45 elever og 9 lærere hjem

Kultur

Endelig: Dansere rykkede ud i det fri

Sport

OL-billetter på spil i Vejle

Annonce