Annonce
Egtved

BID-samarbejde i Egtved tager det næste skridt: Ny mødedato klar

På det første møde om BID-samarbejdet fortalte Hanne Mikkelsen blandt andet om den store kurv, som alle tilflyttere får i gave, når de kommer til Egtved. Arkivfoto: Morten Pape

Egtved: Da Egtved Handelsforening inviterede til informationsmøde om samarbejdsformen BID (Business Improvement Districts, red.) for en måned siden, blev det en velbesøgt aften i Roberthus med 70 deltagere. Nu er samarbejdet klar til at tage det næste skridt på vejen til et stærkere byliv i form af det første reelle møde i samarbejdsgruppen.

Det sker tirsdag 13. juni klokken 19 i Roberthus, fortæller formand for handelsforeningen, Hanne Mikkelsen.

- Det er det første samlende møde, hvor vi følger op på det hele. Vi skal i fællesskab finde ud af, hvad vi skal gå i gang med som det første, og hvilke muligheder, vi har, fortæller hun.

BID-samarbejdet forener kommune, erhvervsliv, udlejere, foreninger og andre lokale aktører i et forsøg på at styrke udviklingen i et givent område. Modellen er kendt fra blandt andet Vejle, hvor den har haft succes, og der var da også en stor interesse for at høre, hvordan modellen kan overføres til Egtved på informationsmødet 4. maj. Hvor mange der deltager i næste uges møde, ved formanden dog ikke, da sidste tilmeldingsfrist endnu ikke er overskredet.

- Vi antager, at de, der mødte op til det første møde, er dem, der kan have en interesse i samarbejdet, så dem har vi inviteret igen, siger Hanne Mikkelsen.

På det første møde lød flere forslag til konkrete opgaver i samarbejdet, blandt andet en videreudviking af Egtved Pigens Dag eller et samarbejde med Vejle om et halloween-arrangement.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce