Annonce
Udland

Biden lover tæt samarbejde med Canada trods strid om olieledning

Canadas premierminister, Justin Trudeau, er den første statsleder til at modtage et opkald fra Biden, efter at han blev indsat som præsident onsdag. Foto: Dave Chan/Ritzau Scanpix
Biden og Trudeau har fredag aftalt at arbejde sammen på en række punkter, men et punkt er de uenige om.
Annonce

Canadas premierminister, Justin Trudeau, og Joe Biden er under deres første telefonsamtale, efter at Biden blev USA's præsident, blevet enige om at arbejde tæt sammen.

Allerede i næste måned har de to ledere aftalt at holde et fysisk møde. Det skriver den canadiske regering i en erklæring natten til lørdag dansk tid.

Men forholdet mellem den nye præsident og Trudeau kom ikke helt gnidningsfrit fra start, da Biden som noget af det første underskrev et dekret, der stoppede opførslen af en kontroversiel olierørledning mellem de to nationer.

Under telefonsamtalen mellem de to udtrykte Trudeau da også sin skuffelse over Bidens aflysning af planerne for olierørledningen Keystone XL.

Olierørledningen skulle transportere 500.000 tønder olie i døgnet mellem USA og Canada, men den er blevet voldsomt kritiseret af miljøaktivister.

Den tidligere amerikanske præsident Barack Obama fik i den sidste del af sin embedsperiode stoppet planerne om Keystone XL. Men under præsident Donald Trump blev beslutningen omstødt.

Under sin valgkampagne lovede Biden at trække planerne tilbage endnu en gang om rørledningen, som Trudeau har støttet længe.

Trudeau påpegede under opkaldet til Biden, at olieledningen både havde økonomiske og energimæssige fordele. Biden har tidligere lagt vægt på de klimamæssige fordele ved at droppe planerne.

Alligevel blev de to ledere under telefonsamtalen enige om, at de vil stå sammen om at bekæmpe klimaforandringer.

Trudeau roste Biden for at melde USA tilbage i Parisaftalen, hvor verdens lande har sat mål om at begrænse den globale opvarmning.

Trudeau er den første statsleder til at modtage et opkald fra Biden, efter at han blev indsat som præsident onsdag.

Under telefonmødet blev de to ledere også enige om at arbejde sammen i kampen mod coronavirus ved at reagere på nye virusvarianter og følge eksperternes råd.

/ritzau/

Link til erklæring fra Canadas regering
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Trekantområdet

Politikere er ikke i særlig kategori: Middelfarts 46-årige borgmester lod sig covid-19-vaccinere på samme tid som plejehjemsbeboere

Annonce