Annonce
Billund

Billund jubler: - Vi kunne ikke ønske os mere

Borgmester Ib Kristensen (V) er meget glad for den aftale, som regeringen har lavet med Dansk Folkepart. - Billund Kommune kunne ikke ønske sig mere, siger han. Arkivfoto: Mette Mørk
Både hos Billund Kommune og Billund Lufthavn er der stor glæde over den politiske aftale mellem regeringen og Dansk Folkeparti, som sikrer motorvej og jernbane til Billund. Billunds borgmester håber på et bredt forlig, så planerne kan blive realiseret uanset udfaldet af et kommende valg.

Billund: Den politiske aftale, som regeringen har indgået med Dansk Folkeparti, og som sikrer både en motorvej og en jernbaneforbindelse til Billund, vækker stor glæde i Billund-området. Her har borgmesteren næsten vanskeligt ved at få armene ned.

- Vi har ikke flere ønsker, så det er en god aftale, siger borgmester Ib Kristensen (V), der gennem adskillige år har argumenteret for bedre offentlig transport til området - især til Billund Lufthavn.

- Med Danmarks næststørste lufthavn er det ret væsentligt, at der er en jernbaneforbindelse, og en motorvej vil tilgodese både lufthavnen, og hele turisme- og erhvervslivet. Det er noget, vi længe har ønsket os, siger Ib Kristensen.

Med et snarligt folketingsvalg i sigte håber borgmesteren nu på, at også den modsatte side af folketingssalen vil være med til at bakke op om aftalen.

- Det, vi kan ønske os nu, er et bredt forlig, så vi er sikre på, at tingene også bliver gennemført, uanset hvad resultatet af et kommende valg bliver, siger Ib Kristensen.

Annonce

Billundbanen

En jernbane fra Vejle til Billund har været en del af Togfonden - en aftale mellem alle politiske partier uden om regeringen. Regeringen har været hård kritiker af en jernbaneforbindelse, men den nye aftale mellem regeringen og Dansk Folkeparti siger, at der både skal laves en motorvej og en jernbane til Billund

.

Foreløbig har tre linjeføringer været i spil: To linjeføringer, hvor Billundbanen bliver koblet på den eksisterende jernbane i Jelling, samt én, hvor jernbanen kobles på i Gadbjerg.

Glæde i lufthavnen

Hos Billund Lufthavn, som hvert år bliver benyttet af flere end tre millioner passagerer, er der store glæde over udsigten til bedre transportmuligheder.

- Det er fantastisk, at Billund både bliver tilgodeset med en linjeføring af en motorvej og en bane, hvor Billund Lufthavn bliver koblet op på det nationale jernbanenet, siger direktør Jan Hessellund.

Billund Lufthavn har gennem mange år ønsket sig en jernbane. Regeringen stod dog uden for aftalen om Togfonden, der skulle sikre en jernbane til Billund, men nu er der altså fuld opbakning til, at det skal være muligt at køre med tog fra Vejle til Billund Lufthavn.

- Det er rigtigt glædeligt, at regeringen bakker op om sin egen luftfartsstrategi ved at skabe bedre tilgængelighed til lufthavnene. Det er jeg yderst tilfreds med, for det er en faktor for fortsat vækst for os, lyder det fra Jan Hessellund.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
112

Dobbelt-indbrud på Vejle-vej

Annonce