Annonce
Erhverv

Billund Vand & Energi får ny formand

Den afgående bestyrelsesformand for Billund Vand & Energi, Jørgen Krab Jørgensen (forrest t.v.) giver sin afløser Kristian Tvergaard en 'corona-hilsen', flankeret af Søren Klausen, der også er forbrugerrepræsentant i bestyrelsen. Bagest f.v. ses byrådets medlemmer af bestyrelsen, Klara Lyskjær Noer (V) og Per Nyhus (DF) samt adm. direktør Ole P. Johnsen. Foto: Billund Vand & Energi
Efter 10 år i spidsen for Billund Vand & Energi har Jørgen Krab Jørgensen overladt formandskasketten til Kristian Tvergaard.

Billund Kommune: Billund Vand & Energi A/S har fået ny formand. Selskabets ordinære generalforsamling fandt sted tirsdag, og her blev Kristian Tvergaard valgt som ny formand for den forbrugerejede selskab.

Kristian Tvergaard afløser Jørgen Krab Jørgensen, der som 72-årig har valgt at drosle ned for sine mange poster i erhvervslivet. Det betyder blandt andet, at han giver stafetten i spidsen for Billund Vand & Energi videre.

- Jeg vil føre Jørgens ånd og mange af hans tanker videre, for der er ikke brug for revolutioner i en flot og veldrevet virksomhed, siger Kristian Tvergaard ifølge en pressemeddelelse.

Den nye formand for Billund Vand & Energi er 49 år og bor i Billund sammen med hustruen Malene Tvergaard. Han er kommerciel direktør hos flyselskabet Sun-Air of Scandinavia, hvor han har arbejdet i de seneste 26 år. Han går meget op i sport og er aktiv golf- og fodboldspiller, ligesom han sidder i bestyrelsen for fodboldklubben FC Midtjylland.

Annonce

Ny formand

49-årige Kristian Tvergaard er bosiddende i Billund. Han er gift med Malene Tvergaard og har tre børn i alderen 12, 16 og 22 år. Han har i 26 år arbejdet hos flyselskabet Sun-Air of Scandinavia, hvor han i dag er kommerciel direktør.

Kristian Tvergaard går blandt andet meget op i fodbold og golf. Han er bestyrelsesmedlem i FC Midtjylland, og han spiller selv oldboysfodbold i Billund IF. Han har for få uger siden præsteret at lave hole-in-one på hul 17 i Gyttegård Golfklub.

Den afgående formand, Jørgen Krab Jørgensen, er 72 år. Han har tidligere været administrerende direktør i Billund Lufthavn, og han er fortsat bestyrelsesformand for virksomhederne Zebicon i Billund og Messe C i Fredericia.

Skal turde gå forrest

Kristian Tvergaard ser frem til at sidde i spidsen for det lokale forsyningsselskab.

- Vi skal være innovative og turde gå forrest med nye løsninger. Når mennesker driver virksomhed, bliver der altid lavet fejl, og vi arbejder løbende med for eksempel at lave risikoanalyser, så vi undgår at lave større fejl i nye projekter og sikrer, at de bliver rentable, lyder det fra Kristian Tvergaard, der blot bliver den anden formand i selskabets historie.

Jørgen Krab Jørgensen har nemlig siddet for bordenden, siden en lovændring for 10 år siden udskilte forsyningsselskaber fra kommunernes forvaltning. Han er dog helt tryg ved at give stafetten videre.

- Vi har en stærk, kundeorienteret kultur med et lille og vågent selskab, der bliver kigget på med beundring rundt omkring. Hele visionen bag Fremtidens Renseanlæg er jo at drive en meget effektiv virksomhed, og sådan skal det være for et kundeejet selskab, lyder det fra Jørgen Krab Jørgensen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce