Annonce
Billund

Billunds borgmester vil drøfte Danske Bank-skandalen med byrådet

Borgmester Ib Kristensen (V) ser alvorligt på Danske Bank-sagen, og han vil snarest muligt drøfte kommunens fremtidige engagement i banken med det øvrige økonomiudvalg. Arkivfoto: Christer Holte

Både borgmester Ib Kristensen (V) og hans byrådskollega Allan Munk Nielsen (K) ønsker at diskutere Billund Kommunes fremtidige samarbejde med Danske Bank. Det sker efter de seneste afsløringer om 'hvidvask'.

Billund Kommune: Astronomiske beløb i omegnen af 1.500 milliarder kroner er blevet nævnt i forbindelse med den sag om hvidvask af penge, som Danske Banks estiske afdeling menes at have stået bag.

Banken har selv forleden afsluttet en intern undersøgelse, hvor den erkender store ledelsessvigt, og som en af de 54 kommuner i landet med Danske Bank som samarbejdspartner er det ifølge Billunds borgmester Ib Kristensen (V) ikke en sag, man vil tie ihjel.

- Jeg har i hvert fald tænkt mig i første omgang at tage sagen op på det næste møde i økonomiudvalget 2. oktober, hvor vi kan få en drøftelse om, hvad vi synes, der skal ske fremadrettet, siger borgmesteren.

Annonce

Jeg har i hvert fald tænkt mig i første omgang at tage sagen op på det næste møde i økonomiudvalget 2. oktober, hvor vi kan få en drøftelse om, hvad vi synes, der skal ske fremadrettet.

Ib Kristensen (V) borgmester i Billund Kommune

Vil vente og se

Tidligere havde Billund Kommune Sydbank, men ved det seneste udbud skiftede man til Danske Bank, fordi de gav et bedre tilbud. Uanset byrådets holdning binder udbuddet således noget tid endnu.

- Men det er klart, at hvis Danske Bank bliver dømt, så skal vi som offentlig instans vurdere, om vi kan bruge dem som bankforbindelse fremadrettet, siger borgmesteren.

Ib Kristensen nævner til sammenligning, at man i det kommunale kræver børneattester inden for visse områder, og tilsvarende har han en tro på, at kommunens samarbejdspartnere i den økonomiske sektor også fremadrettet er straffri.

Lokal opbakning til stramninger

Forleden gennemførte et flertal i folketinget med erhvervsminister Rasmus Jarlov (K) i spidsen opstramninger for banksektoren, som blandt andet betød en ottedobling af strafferammen for denne type kriminalitet. Det glæder hans partifælle Allan Munk Nielsen (K), Billund Byråd.

- Danske Banks ageren forarger mig, så det er godt, at man har vedtaget lovgivning, hvor hammeren virkelig falder. Det skal på ingen måde være en god forretning at snyde systemet, som alt tyder på, de har gjort, siger Allan Munk Nielsen og slår fast:

- Hvis jeg var privat kunde i Danske Bank, ville jeg kraftigt overveje mit engagement i banken, så jeg håber også, at vi fra kommunens side får set på, om vi skal støtte op om en forretning med en åbenbart noget anløben moral.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Vejle

Se videoen: De har været gift i 57 år - nu må Bente nøjes med at vinke til Svend Erik på hans fødselsdag

Annonce