Annonce
Billund

Billunds golfkomet hopper højt efter sensationel 2. plads på Europa Touren

Nicolai Højgaards hidtil bedste resultat på European Tour var en 71.-plads. Det har den 18-årige dansker ændret godt og grundigt på med en andenplads i Holland. Paul Ellis/Ritzau Scanpix
18-årige Nicolai Højgaard fra Billund er hoppet 622 pladser frem på verdenslisten efter en 2. plads i KLM Open.

Amsterdam/Billund: Golftalentet Nicolai Højgaard fra Billund missede søndag karrierens med afstand største triumf i Holland.

Den 18-årige dansker sluttede på andenpladsen ved KLM Open i Amsterdam på European Tour, efter en sensationel præstation i turneringen, hvor han kun var med på et wild card.

Forud for turneringen i Amsterdam var det aldrig lykkedes den unge dansker at klare cuttet til finalerunderne på European Tour. Hans hidtil bedste placering kom for nylig i Hamburg, hvor han blev nummer 71.

Nicolaj Højgaard blev i 2018 kåret til "Årets Fund" i dansk idræt af DIF, efter et år med store resultater: Herunder EM-guldmedalje for amatører, en VM-guldmedalje for hold og en EM-sølvmedalje for klubhold med Gyttegård Golf Klub.

Sammen med tvillingebroderen Rasmus blev Nicolaj professionel golfspiller i februar i år.

Annonce

Stort hop på verdensrangliste

Resultatet betyder, at Billund-spilleren hopper 622 pladser frem på verdensranglisten, hvor Nicolai Højgaard mandag er nummer 380.

Inden turneringen lå Nicolai Højgaard nede som nummer 1002 på verdensranglisten. Den bedste dansker er fortsat Lucas Bjerregaard, der er nummer 53 i verden, mens Thorbjørn Olesen er placeret som nummer 69.

Nicolai Højgaard overhalede veteranen Søren Kjeldsen (nummer 385) og er dermed den sjettebedste danske golfspiller lige nu.

Verdensranglisten toppes suverænt af amerikaneren Brooks Koepka, mens nordireren Rory McIlroy følger lige efter.

/ritzau/

Annonce
Forsiden netop nu
Annonce