Annonce
Trekantområdet

Bisidder tiltalt for at chikanere jobcenter med ondsindede mails: 'I er klamme alle sammen'

- De vil ikke stå ved, at de har været fulde af fejl. Jeg står stadig ved, at jeg er kommet til at kalde dem snotdomme. Det er ikke en beklagelig fejl. Det er det virkelig ikke. Jeg er for ærlig til at holde min mund. Jeg er ikke god til at pakke tingene ind, har Ole Olsen tidligere sagt. Arkivfoto: Screenshot fra YouTube
Det kommer ikke kun til at handle om den video, hvor bisidder Ole Olsen kritiserer navngivne medarbejdere på jobcentret, når Ole Olsen i februar skal møde i Retten i Kolding. Han er nemlig også tiltalt for at chikanere medarbejderne på jobcentret i en række e-mails.

Kolding: Det er ikke kun den meget omtalte YouTube-video, hvor Ole Olsen kraftigt kritiserer navngivne medarbejdere i Jobcenter Kolding, der bliver omdrejningspunkt i retssagen mod den 64-årige bisidder. Ifølge anklageskriftet mod Ole Olsen, som JydskeVestkysten er kommet i besiddelse af, har han nemlig også sendt en lang række hadefulde e-mails til flere medarbejdere på jobcentret.

Af anklageskriftet fremgår det således, at han har sendt syv mails til udvalgte medarbejdere i jobcentret, hvor han i skarpe vendinger kalder medarbejderne blandt andet løgnhalse og dumme.

"Du burde skamme dig - bare det at du kræver løn - du burde være glad for ti hurtige rap i røven - og gå tudende hjem hver dag. Du af alle er den dummeste repræsentant for jobcentret" og " "Nu skal hende heksen X (navn slettet af redaktionen, red.) selv bestemme, hvad det vil koste ... føj for satan, I er klamme alle sammen," har han ifølge anklageskriftet blandt andet skrevet til medarbejderne på jobcentret.

Annonce

Chikane af offentligt ansatte

  • Antallet af danskere dømt for trusler, chikane eller vold mod offentligt ansatte er steget markant.
  • Det viser en aktindsigt, som TV2 Østjylland har fået fra Rigsadvokaten tidligere i år.
  • Konkret er antallet af domme for vold, trusler og chikane mod offentligt ansatte steget med 27 procent på et år. Fra omtrent 2900 domme i 2017 til cirka 3700 domme sidste år.

Tiltalt for chikane

Retssagen mod Ole Olsen finder sted den 19. februar næste år, og han er tiltalt for at chikanere og forfølge medarbejderne, som er offentligt ansatte. Tidligere i år trådte ny lov i kraft, der betyder, at straffen for at chikanere offentligt ansatte blev skærpet. Det betyder, at der kan straffes med bøde eller fængsel op til to år. Under paragraffen hører dog også vold og trusler herom.

Ole Olsen kom i vælten, da han sidste sommer beskyldte medarbejderne på Jobcenter Kolding for at være fulde af løgn og for ikke at komme til møder. "Det er bare en stribe skvatmåse," sagde han blandt andet i YouTube-videoen, der siden er blevet fjernet fra mediet. Dette medførte, at han blev politianmeldt af Kolding Kommune.

Den 64-årige forklarer til JydskeVestkysten, at han sendte de ondsindede mails, efter jobcentret holdt fast i, at det ikke havde modtaget en journal, selvom den ifølge Ole Olsen var blevet sendt til dem tre gange.

- Det er årsagen til de mange grimme ord, for jeg mener ikke, de tager ansvar for det, de gør og siger, siger Ole Olsen.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce