Annonce
Sport

BK Wedalas Yvonne vraget til OL

Yvonne Bæk Rasmussen er rystet over, at hun ikke får chancen for at blive første danske kvindebokser ved et OL. Foto: Dorte Adelfred.
Landstrænerne vender tommelfingeren nedad for Yvonne Bæk Rasmussen og vil ikke sende hende til OL-kvalifikation i London.

Vejle: BK Wedalas 38-årige topbokser Yvonne Bæk Rasmussen med mere end 150 boksekampe på bagen er blevet vraget til De Olympiske Lege, selv om hun synes at være Danmarks eneste reelle medaljekandidat.

Yvonne Bæk Rasmussen mødte op til træning i boksekraftcentret i Vejle, hvor landstrænerne også kom.

Landstræner Thomas Kyø vendte hjem fra bokseturneringen i Bulgarien, og han var også med i Tyrkiet, hvor Yvonne Bæk Rasmussen gik tiden ud mod verdensmesteren fra Tyrkiet. Hun var til tælling to gange, men var bedst i sidste omgang.

Thomas Kyø forklarede Yvonne Bæk Rasmussen, at man ikke fandt hende sportsligt kvalificeret til OL, men udtog samtidig fem andre til OL-kval'en i London, Nikolai Terteryan, Sebastian Terteryan, Morten Givskov, Melissa Mortensen og Frederik Lundgaard Jensen fra Pandrup.

- Jeg er dybt skuffet, og landstrænerens argumenter for at vrage mig til OL holder slet ikke, men jeg vil lige have tid til at tænke mig om, inden jeg udtaler mig yderligere, siger Yvonne Bæk Rasmussen.

Landstrænernes opgave var at vurdere boksernes sportslige kvaliteter.

DABU-formand Lars Brovil slog fast ved JM i Vejle, at de ikke skulle tænke på det økonomiske, selv om OL-kampene i London påfører DABU en stor udgift på omkring 350.000 kroner.

Annonce

Landstrænerens begrundelse

- Hvis Yvonne skulle have haft en chance ved OL, skulle det have været i 64 kilo-klassen, men der bokses ikke OL i 64 kilo, kun i 69, siger landstræner Thomas Kyø.

- Jeg har vurderet hende på kampen i Tyrkiet og generelt i den sidste tid, og det er mit indtryk, at hendes fysik, hendes hurtighed og reflekser er for nedadgående. Det kan hænge sammen med hendes alder. Der er masser af gode boksere i 69 kg, og Yvonne ville hverken have en chance for at kvalificere sig sportsligt eller vinde medalje i denne vægtklasse, siger han.

- Det er rigtigt, at Yvonne tiltider kan være besværlig, men det har ikke haft nogen betydning for vores vurdering. Det er udelukkende en sportslig vurdering, fastslår landstræneren.

- Det er ubarmhjertigt at skulle give bokserne sandheden. Det gjorde ondt at fortælle alle dem, der ikke kom med, men det er vores opgave.

Til Ungarn

- På lørdag tager de fem, som vi forventer at skulle have med til London, til Ungarn, og hvis de ikke leverer en ordentlig præstation i Ungarn, kommer de heller ikke med til London. Deres udtagelse er ikke 100 procent sikker endnu, forsikrer Thomas Kyø.

Horsens-bokseren Jacob Bank var en af dem, der blev sorteret fra.

- Jeg tror på Jacob Bank på længere sigt. Han har et stort potentiale, men vi har Sebastian Terteryan i samme vægtklasse lige nu, sagde Thomas Kyø.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Vejle

Se kortet: 16 veje er fortsat helt eller delvist lukkede på grund af regnen

Annonce