Annonce
Vejle

Blacklistning i ældreplejen: Partier har kikkertsigtet rettet mod udvalgsformanden - tilliden er væk

Kenneth Fredslund fra Dansk Folkeparti ved afslutningen på kommunalvalg-aftenen i 2017. Den efterfølgende konstituering sikrede ham formandsposten i Vejle Byråds seniorudvalg. Arkivfoto: Mette Mørk
Den socialdemokratiske gruppeformand, Martin Sikær, opfordrer Vejle Byråds borgerlige flertal til at flytte rundt på formandsbrikkerne.

Vejle: Tilliden er væk.

Sådan kan man opsummere holdningen hos Vejle Byråds opposition, når det gælder den politiske ledelse i seniorudvalget.

Den socialdemokratiske gruppeformand Martin Sikær har sammen med sin kollega hos SF, Lone Myrhøj, i flere omgange rettet skarp kritik mod udvalgsformand Kenneth Fredslund (DF).

Annonce

Den kritik gentager de efter mandagens krisemøde i økonomiudvalget.

Lone Myrhøj henviser blandt andet til formandens udtalelse i sms-sagen om, at medarbejderne må tage konsekvensen, når de udtaler sig til pressen.

- Det er forfærdeligt formandskab. Når Kenneth (Fredslund, red.) siger noget dumt, falder det tilbage på os alle, lyder det fra Lone Myrhøj.

S: Komiske Ali

Socialdemokraten Martin Sikær mener, at medlemmerne i seniorudvalget skal spørge sig selv, om de mener, at sagerne er håndteret korrekt politisk:

- For mig har det en snert af "Komiske Ali", siger Martin Sikær med henvisning til Saddam Husseins talsmand under Irak-krigen, der afviste koalitionens sejr, mens tv-seerne kunne se amerikanske tanks rulle ind i hovedstaden Bagdad i baggrunden.

Det sagde Fredslund

I sidste uge kom det frem, at social- og sundhedshjælper Hadas Hadush ikke kunne komme tilbage til Distrikt Vest 2 i Vejles hjemmepleje. Hun var en af de medarbejdere, der for en måned siden stod frem og fortalte om arbejdsforholdene i distriktet.

Hun havde sagt op: Men med en ny midlertidig ledelse på plads vil hun gerne tilbage. Efter en positiv jobsamtale fik hun stillingen - lige indtil en sms tikkede ind. Heri stod, at hun ikke kunne genansættes i distriktet. Årsag: Hendes optræden i avisen.

Vi spurgte Kenneth Fredslund (DF), formand for seniorudvalget, om, hvad han tænkte om den form for blacklistning af kritikere.

- Jeg tænker, at alle de valg, vi tager, har konsekvenser. På godt og ondt. Det er noget, jeg har opdraget mine børn i, sagde Kenneth Fredslund tirsdag formiddag i sidste uge.

Den politiske virkelighed er imidlertid, at de to partier kan have nok så lille tillid til udvalgsformanden: Hvis det borgerlige flertal i seniorudvalget holder fast i formanden, bliver Kenneth Fredslund siddende.

- Men jeg mener da, at flertallet i byrådet skal overveje at flytte rundt på brikkerne, siger Martin Sikær.


Det er forfærdeligt formandskab. Når Kenneth (Fredslund, red.) siger noget dumt, falder det tilbage på os alle.

Lone Myrhøj, SF


Han mener med andre ord, at byrådets flertal med Venstre, Dansk Folkeparti, Konservative, Radikale og Liberal Alliance skal åbne den politiske kabale, der blev lagt på valgnatten i november 2017.

Annonce

Tre mand i gruppen

Efter at Socialdemokratiet og SF havde meddelt, at de ikke ville indgå i konstitueringen med de to partiers 14 byrådsmedlemmer, fordelte de øvrige partier udvalgsposterne mellem sig og skrev under på den politiske aftale.

Derfor kræver en eventuel omkonstituering,  at Dansk Folkepartis tre mand store byrådsgruppe er med på en ændring.

Ud over Kenneth Fredslund består gruppen af Karl Erik Lund og Svend Erik Nielsen.

Karl Erik Lund er formand for natur- og miljøudvalget, mens Svend Erik Nielsen er næstformand i arbejdsmarkedsudvalget, forebyggelses- og sundhedsudvalget samt udvalget for lokalsamfund og nærdemokrati.

Annonce

V deler ikke mistilliden

Borgmester Jens Ejner Christensen (V) står i spidsen for den såkaldte "konstitueringsgruppe 1". Direkte adspurgt bekræfter han, at der stadig er opbakning fra Venstre til seniorudvalgets formand.

- Jeg er bevidst om, at vi er havnet i en skidt, træls og dårlig situation, siger borgmesteren, men vil ikke lægge ansvaret på formanden for udvalget.

Dermed er der ikke umiddelbart lagt op til en formandskabale. Men det ændrer ikke på, at Socialdemokratiet og SF har mistet tilliden til den politiske ledelse i udvalget - en ledelse, der ud over Kenneth Fredslund består af næstformand Niels Clemmensen (V).

SF har et enkelt medlem i det syv politikere store udvalg - Morten Kristensen - og Lone Myrhøj understreger, at partiet aldrig har været med til at bekræfte Kenneth Fredslund som formand:

- Det ansvar ligger hos flertalsgruppen i byrådet. Vi undlod at stemme for, da formandsposterne skulle bekræftes i byrådet. Og jeg forventer da, at seniorudvalget tager en drøftelse, siger Lone Myrhøj.

Annonce

Konservativ mistillid

Socialdemokratiet har Dan Skjerning og Azra Hasanbegovic som udvalgsmedlemmer.

Det Konservative Folkeparti har ikke plads i seniorudvalget. Men viceborgmester Dan Arnløv Jørgensen råder Dansk Folkeparti til at følge opfordringen til en rokade:

- Der er efterhånden røget så mange finker af panden fra Kenneth Fredslund, at der er tale om sort sol. Jeg har sværere og sværere ved at se Dansk Folkeparti som de ældres parti - jeg mener, at Kenneth Fredslund lader dem i stikken ved at være systemets mand, siger Dan Arnløv.


Der er efterhånden røget så mange finker af panden fra Kenneth Fredslund, at der er tale om sort sol.

Dan Arnløv, K
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce