Annonce
Udland

Bloomberg: USA og Kina er enige om handelsaftale

Damir Sagolj/Reuters
USA og Kina er "i princippet" nået til enighed om en handelsaftale, skriver nyhedsbureauet Bloomberg.
Annonce

USA og Kina er "i princippet" nået til enighed om en handelsaftale, skriver nyhedsbureauet Bloomberg.

- De amerikanske forhandlere er blevet enige med Kina om betingelserne for en fase-et handelsaftale, der nu afventer den amerikanske præsident, Donald Trumps, godkendelse.

Det siger personer, der er blevet informeret om planerne ifølge Bloomberg News.

Tidligere torsdag skrev Reuters, at USA har tilbudt at reducere eksisterende toldafgifter på kinesiske varer med helt op til 50 procent og suspendere nye toldafgifter for at få en fase-et handelsaftale til at træde i kraft søndag.

Modsat ønsker amerikanske handelsforhandlere, at Kina forpligter sig til at købe flere landbrugsvarer og andre produkter, at der sikres en bedre beskyttelse af immaterielle rettigheder og at der gives adgang til den kinesiske finansservicesektor.

Handelsrådgivere skulle efter planen mødes med præsidenten klokken 14.30 lokal tid - det vil sige klokken 20.30 dansk tid - for at drøfte aftalen, og en annoncering kan komme senere på dagen, oplyses det af personerne.

En talsperson fra Det Hvide Hus har over for nyhedsbureauet afvist at kommentere forholdet.

Tidligere torsdag skrev Donald Trump i et tweet, at USA var meget tæt på en handelsaftale.

- Vi er meget tæt på en stor aftale med Kina. De ønsker det, og det samme gør vi, skrev Donald Trump i et tweet torsdag eftermiddag (dansk tid).

Trump og hans kinesiske modpart, præsident Xi Jinping, har ført handelskrig i 17 måneder, hvilket har svækket den globale vækst og svækket investeringslysten i virksomheder verden over.

Rapporterne om de store fremskridt i forhandlingerne mellem USA og Kina førte til markante stigninger i kurserne på Wall Street to gange torsdag.

Første gang kurserne steg var efter Trumps tweet om en forventet aftale. Anden gang var med rapporterne fra Bloomberg.

Klokken 21.00 torsdag aften (dansk tid) var Dow Jones indekset steget 0,7 procent til 28,116.48, mens Nasdaq var steget 0,6 procent til 8,701.82.

/ritzau/Reuters


Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce