Annonce
AC Horsens

Bo Henriksen: Syv point er tilfredsstillende

Bo Henriksen påtager sig favoritrollen i kampen mod Silkeborg. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
AC Horsens har Bjarke Jacobsen og Jannik Pohl klar til den vigtige kamp mod Silkeborg.

Horsens: AC Horsens' møde med Silkeborg lørdag eftermiddag markerer afslutningen på fire nøglekampe for AC Horsens. Opgørene mod Hobro, Lyngby, Esbjerg og Silkeborg skulle sende holdet væk fra bunden.

De første tre kampe har kastet fire point af sig, og set med de positive briller, er der stadig luft ned til de to nederste hold. Til gengæld er midterholdene længere væk. Med en sejr over Silkeborg kan AC Horsens nå op på syv point for de fire kampe.

- Det vil være tilfredsstillende. Kampen mod Lyngby fik sit eget liv med udvisningen, men vores præstationer har været fine. Vi har været godt organiseret og haft nogle gode oplevelser. Nu skal det så give nogle gode resultater, siger manager Bo Henriksen.

- Vi må vel også påtage os favoritværdigheden mod Silkeborg, siger Bo Henriksen.

Han forventer en kamp, hvor Silkeborg vil være meget på bolden.

- Vi skal være dygtige defensivt, for de vil gerne spille og spille og spille, og så må vi tage de muligheder, som kampen giver os, siger manageren.

- Silkeborg kunne resultatmæssigt have gjort det bedre, men spillemæssigt har de i mine øjne aldrig været dårlige. Jeg har respekt for, at de gør det, de er gode til offensivt, og så er det op til os at forsøge at straffe dem på det defensive, hvor de er knap så dygtige, siger Bo Henriksen.

Annonce
AC Horsens' formodede startopstilling. På bænken: Nicolai Brock-Madsen, Sebastian Avanzini, Erhan Masovic, Jacob Linnet, Mikkel Qvist, Matthias Præst, Søren Jochumsen. Skader: Hallur Hansson. Karantæne: Michael Lansing. Dommer: Jakob A. Sundberg

Hansson træner igen

Han har igen Bjarke Jacobsen til rådighed efter overstået karantæne. Jannik Pohl, der humpede ud i slutfasen af kampen mod Esbjerg, er også klar. Han var med i truppen til pokalkampen mod Fremad Amager, men kom ikke på banen.

Nicolai Brock-Madsen bliver testet op til kampen.

AC Horsens må se bort fra Hallur Hansson og karantæneramte Michael Lansing. Hallur Hansson er ude med en brækket hånd, men han er begyndt at træne igen, selv om hånden stadig er i gips. Han satser på at kunne spille med en skinne på hånden efter landskampspausen.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce