Annonce
Erhverv

De skruer pæle ned i jorden: Bo-To Ejendomme får en byggeafdeling

Bo-To Ejendomme regner i år med at skulle opføre og renovere et halvt hundrede lejemål. Det har fået det vejlensiske ejendomsselskab til at etablere sin egen byggeafdeling, der har til huse i Vinding. Foto: Flemming Larsen
Det vejlensiske ejendomsselskab regner alene i år med at skulle bygge 50 nye lejemål. Bo-To Ejendomme har i dag 1500 lejemål, og de skal også holdes i orden.

Vejle: 1. marts fik Bo-To Ejendomme i Vejle sin egen bygge-afdeling i Vinding. Det vejlensiske ejendomsselskab opførte sidste år 30 nye lejemål rundt om i landet, det antal forventes i år at stige til 50 nye lejemål, og ifølge Tomas Kjær Andersen, medejer af Bo-To Ejendomme, er det årsagen til, at man nu har valgt at etablere sin egen bygge-afdeling.

Et eksempel på, at man faktisk allerede har draget nytte af egen bygge-afdeling er en nyopført ejendom i Danmarksgade 6 i Vejle.

- Her overtog vi en saneringsmoden ejendom, der tidligere havde rummet et gørtleri. Vi valgte her at rive ejendommen ned, fordi undergrunden skulle stabiliseres forud for det nye byggeri.

- Vi valgte her skruepæle, der er et bæredygtigt og økonomisk alternativ til funderingsløsninger som pilotering: Fundering med skruepælene har en høj bæreevne og kan derfor anvendes som skruefundament til selv store byggerier.

- Og i øvrigt måtte vi ikke banke pælene i undergrunden, fordi grunden ligger klos op ad jernbanen, forklarer Tomas Kjær Andersen, der tilføjer, at dette arbejde blev startskuddet til selskabets nye bygge-afdeling.

Annonce

700 kvadratmeter

Bo-To Ejendommes nye bygge-afdeling får hovedkvarter på Maserativej 2 i Vinding, hvor ejendomsselskabet kommer til at råde over en 700 kvadratmeter stor hal til byggematerialer, trailere og skurvogne.

- Derudover bliver der også kontor og andre faciliteter til vores byggefolk, siger Thomas Kær Andersen.

Det næste store byggeprojekt, som Bo-To Ejendomme skal i gang med, er 14 nye lejemål på Vongevej i Vonge.

- Det er et godt eksempel på det, vores "nye" bygge-afdeling kan, nemlig renovere noget eksisterende eller rive ned og bygge noget splinternyt, siger Tomas Kjær Andersen, der glæder sig over, at man nu også her er herre i eget hus.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce