Annonce
Kultur

Boganmeldelse: Thomas Boberg: ”Africana”.

Thomas Boberg. Foto: Simon Lautrop/Gyldendal
”Africana” er en meget fortættet bog, en overordentlig rig labyrint.

Bøger: ”Hun er god til at finde steder, jeg er god til at komme på afveje”.

Citatet fra bogen får mig til at tænke på, at skulle man finde forfædrene til Thomas Bobergs måde at håndtere rejseskildringen på, må det være engelske Sterne (”A Sentimental Journey”) og danske Jens Baggesen (”Labyrinthen”). Som titlerne antyder, fornyer de nemlig den ældgamle genre ved at tillade stærke følelser og subjektiv, kaotisk form.

Boberg føjer i ”Africana” en masse nyt til i form af undergenrer som interviews og politisk tonede samtaler med videre, og det er tydeligt, at rejseskildringen er den form, som giver ham den ultimativt rummelige frihed til at beskrive sit eget og Afrikas kaos på skrift. Dertil kan så også føjes ”hendes” mindre digressive oplevelser af verdensdelen.

Hvem er ”hun”? ”Tænk at hun virkelig vil lave et radioprogram med min person som omdrejningspunkt”. ”Hun” er Rebekka, der har ghanesisk baggrund, og som er Thomas Bobergs medrejsende til Etiopien og Gambia. Rebekka skal lave research til en dokumentarudsendelse om Afrika til Radio24syv, mens Boberg skriver nærværende bog.

Over seks år og adskillige rejser til kontinentet er det disse to stemmer, der formidler rejsernes indhold og skaber en fin balance mellem objektivt og subjektivt.

”Africana” er en meget fortættet bog, at læse den er som at bevæge sig ind i en på form og indhold overordentlig rig labyrint, hvorfra det er svært at vælge, hvad man skal bringe med ud. Det at rejse må være et af emnerne, og her kan man undre sig med Boberg, der ser turister, som synes slet ikke at være til stede i den verden, det land, de faktisk er i. De er kontrasten til forfatterens intense, farlige, lykkelige og erindringsfødende engagement i nuet, men også måske angstfyldte følelse af ikke at høre til; at rejse er for ham blandt andet at vinde mere eksistentiel indsigt, at inspireres til at forstå sine egne indre dæmoner.

På nogle af sine rejser har forfatteren inviteret kolleger med en anden tilgang, hvilket tilfører bogen en humoristisk side, især er Madame (Claus Beck-Nielsen) et morsomt fremmedlegeme i Etiopien, da han insisterer på at vandre rundt i gaderne med kjole på; noget af et religiøst kultursammenstød. Theis Ørntofts tilstedeværelse må siges at være mindre opsigtsvækkende; han nøjes med at nå helt ud i himmelrummet af begejstring over, hvad han ser. At rejse er tilsyneladende også at medbringe en åndelig beslægtet (?) fælle, for Rimbaud fylder en del i Bobergs bevidsthed, mens han er i Etiopien; denne anarkistiske poet, der ender som slavehandler.

Meget stærkt står Rebekkas interviews med gambianere, der har taget the backway, forsøgt at rejse til Europa, og som efter at have oplevet afrikansk racisme, religiøs intolerance og uærlige agenter har måttet vende hjem til Gambia en deprimerende oplevelse rigere og økonomisk ribbede. Det er et trøstesløst billede, man får af det lille afrikanske land, hvor mange må ernære sig som bumsters og hustlers og samtidig se på, at Kina har gang i et dobbeltmoralsk politisk, økonomisk spil med landet.

Resultatet er, at mange bedøver sig med overtro og ganja (hash); endnu mere udsigtsløs ser landets fremtid ud, når det høres, at selv landets præsidenter ligger under for sort magi og søger til marabouter (hellige muslimske mænd) for at blive rensede og voksne til deres opgave. Resultatet, tja, læs bogen.

Ja, læs Thomas Bobergs tankevækkende rejseskildring om et kontinent med en smuk natur som kontrast til snavsede, uhumske byer, klaner, der sætter sig selv højere end hensynet til deres land, korrupte ledere, syge sundhedsvæsner, absurde religiøse modsætningsforhold og uværdig fattigdom. Nyd dens flimrende form, skiftene mellem lapidarisk pointering og medrivende flow, men læs den først og fremmest for at blive ”rigere” rejsende, for ”Verden er som en dansende maske, hvis du virkelig vil se den, bliver du ikke stående på samme sted” (Chinua Achebe).

Thomas Boberg

”Africana”

438 sider, Gyldendal

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Vejle

Nul østers-status til lokale gourmet-kokke

Annonce