Annonce
Vejle

Boliger til 500 familier - Vejle og Skibet skal brede sig ud i ådalen

Hvis der udelukkende satses på villaer i den store udviklingsplan, vil der være plads til cirka 200 huse, som denne skitse fra planen illustrerer. Kort: Vejle Kommune
Helhedsplan fra Vejle Kommune taler om mødet mellem by og ådal og lægger op til dialog med Miljøstyrelsen.

Vejle: Byen skal brede sig længere ud i Vejle Ådal.

Op mod 500 boliger er på tegnebrættet i en ny helhedsplan for et stort område mellem Vejle og Skibet. Hvis planen gennemføres, vil den planlagte Ny Rosborg-bydel i engene ud mod deponiet kun være første del af en større plan om at binde Vejle og Skibet sammen.

Udvidelsen af Skibet blev så sent som for et år siden brugt i forbindelse med kampen for at bevare det lille vejstykke, Buldalen, mellem motortrafikvejen og Vardevej i den østlige udkant af Skibet. I et brev til transportminister Ole Birk Olesen (LA) argumenterede borgmester Jens Ejner Christensen (V) med de store byudviklingsplaner.

Helhedsplanen disponerer det nye boligområde på landskabets og naturens præmisser. Den markante slugt omkring Kølholt udlægges som områdets største grønne kile, ligesom slugterne mellem boligområderne ved Skibet er friholdt for bebyggelse.

Citat fra udkastet til helhedsplan

64 hektar

Nu ligger der så et udkast til en helhedsplan på teknisk udvalgs bord. Tirsdag skal politikerne drøfte planen, der blandt andet lægger op til mellem 200 og 500 boliger på markerne mellem Vardevej og motortrafikvejen mod Billund. Det nye kvarter vil være en forlængelse af den lille parcelhusenklave ved Åsvinget og Ådalsvej.

Hvor mange boliger der er plads til, afhænger af den udstykningsform, man vælger.

Det cirka 64 hektar store område (640.000 kvadratmeter) strækker sig ind mod Vejledalen, og hvis man satser på parcelhuse, vil der være plads til cirka 200 grunde. Falder valget i stedet på rækkehuse, vil der kunne bygges cirka 400 plus en række villaer.

Vejles borgmester har været inde over planerne i det forarbejde, der har været i gang de seneste år - blandt andet i samarbejde med grundejere i området og repræsentanter for lokalrådet i Skibet. Og borgmesteren ser en udbygning som meget attraktiv for Vejle:

- Det spiller godt sammen med vores planer for Rosborgbyen. Og hvis alt går efter planen, kan det måske falde sammen med udflytningen af affald-genbrug til Lysholt-Bredal-området om et par år. På den måde får vi en direkte sammenhæng mellem de to udviklingsplaner, siger Jens Ejner Christensen.

Gode stier og veje

Borgmesteren er ikke i tvivl om, at området vil kunne tiltrække mange boligsøgende. Han peger på nærheden til naturen og de gode sti- og vejforbindelse:

- Cykelstien mod Vejle (Bindeballestien, red.) går jo lige i bunden af den planlagte udstykning. Man kan være inde i byen i løbet af fem minutter, lyder det fra borgmesteren.

I første omgang står helhedsplanen på dagsordenen hos teknisk udvalg. Hvis tankerne vinder genklang politisk, skal der udarbejdes et tillæg til kommuneplanen og senere en lokalplan for det store område. Oplægget er, at udbygningen skal ske etapevis med start fra Skibet-siden.

I den vestligste del lægger planen op til villabebyggelse. Det er det jævnt skrånende landskab bedst egnet til, lyder vurderingen i planen. Længere mod øst ind mod Vejle er terrænet mere kuperet, og her kunne der ifølge planen være fornuft i at tænke i rækkehuse og klyngehuse.

Dialog med staten

Indpasningen af et boligområde i det smukke landskab er ikke kun en sag for Vejle Kommune.

Ifølge oplægget til politikerne i teknisk udvalg skal planlægningsarbejdet staten med på råd i form af dialog med både Erhvervsstyrelsen og Miljøstyrelsen.

Annonce
Forsiden netop nu
Kultur For abonnenter

Siriuspatruljen samles ved Vejle Fjord: Her kan fortælles historier om kulde, afsavn og 100 dage uden bad

112

Campinghytten var fuld af tyvekoster: Retten udviste de to gerningsmænd

Annonce