Annonce
Egtved

Boom i salg af hundehvalpe: Søgte hundehvalp i fire måneder

Pia Lauth Hansen og hendes familie er lykkelige for, at de nu har fået hund i hjemmet igen. Det har de savnet gennem flere måneder. Foto: Michael Svenningsen
Pia Lauth Hansen og hendes familie måtte vente fire måneder og skrive sig op på flere ventelister, inden de kunne få en hundehvalp. Corona har fået efterspørgslen på hundehvalpe til at eksplodere.

Egtved: Blot én dag efter, at den otte uger gamle hundehvalp, Magda, er ankommet til sit nye hjem hos familien Lauth Hansen ved Egtved, ligger den tillidsfuldt og tager sig en velfortjent lur på en madras i stuen. Sikkert godt træt efter masser af aktivitet og opsnusen af nye indtryk.

Lille Magda, der er af racen Kleiner Münsterländer, har været længe ventet. Eller rettere, familien har ventet meget længere, end de overhovedet havde kunnet forestille sig for at kunne få en ny hund i hjemmet. De er ikke i tvivl om, at det skyldes, at flere er på udkig efter hundehvalpe som følge af coronakrisen.


Annonce

Det er tredje gang, vi køber hund, men aldrig før har vi oplevet at skulle lede og vente så længe, før der overhovedet bød sig en mulighed for at købe.

Pia Lauth Hansen, hundeejer


- Vores gamle hund døde i december sidste år, og ret hurtigt efter begyndte vi at søge efter en ny hundehvalp, men hold da op, vi havde ikke troet, at der skulle gå så lang tid for overhovedet at kunne komme i nærheden af at blive sat på en venteliste, fortæller Pia Lauth Hansen.

Det er tredje gang, familien køber ny hundehvalp.

- Første gang vi købte hund, var i 2001. Her kunne vi finde en hvalp efter et par dage, så det er da helt vanvittigt, at vi har skulle lede så længe denne her gang, siger hun.

Når lille Magda bliver stor

Lille Magda skal trænes som jagthund, da Pia Lauth Hansens mand er jæger, men samtidig skal hun også nyde tilværelsen som familiens hund.

Der er ingen stamtavle på Magda, men hos opdrætteren er der styr på avlen, og alle registreringer er efter reglerne. Prisen har også været rimelig, set i forhold til race og efterspørgsel.

- Vi har betalt 6000 kroner for Magda, og det er en okay pris, synes vi. Men vi har hørt rundt omkring, at priserne på hundehvalpe ellers er steget en hel del her under corona. Blandt andet er jeg bekendt med en avler af blandingshunde, der har ladet prisen stige fra 14.000 kroner til 18.000 kroner, fordi det er en af de populære hundeblandinger med puddel, forklarer Pia Lauth Hansen, der ikke helt kan forstå rimeligheden i en stor prisstigning.

- Jeg kan godt forstå, at prisen er høj i forhold til udbud og efterspørgsel, men jeg synes, det er mange penge for en blandingshund og dælme noget af en prisstigning på et år. Lad os håbe, det kan sortere nogen fra, som ikke har overvejet deres anskaffelse af hund godt nok, siger hun.

Annonce

Ansvar er vigtigt

Pia Lauth håber, at alle de, som under coronakrisen har købt hund, fordi måske de har været meget hjemme og har følt, at de dermed har mere tid til at tage sig af en hundehvalp, også tager ansvaret med at være hundeejer alvorligt, når den normale tid vender tilbage, og hele familien for eksempel igen er i skole og på arbejdspladserne

- Det er en livsstil at være hundeejer, og det kræver både tid, vilje og råd til uforudsete udgifter til for eksempel dyrlægeregninger, og ikke mindst overskud i hverdagen, påpeger Pia Lauth Hansen.

Boom i salg af hundehvalpe

Mellem 2019 og 2020 steg antallet af solgte hundehvalpe på landsplan med 10 procent.

Og i august og september 2020 toppede tallene med en stigning på 26 procent, viser tal fra Dansk Kennelklub.

Efterspørgslen har været så stor, at landets hundeopdrættere har været nødsaget til at oprette ventelister.

Samtidigt har det hos Dyreværnet i en periode været gratis at indlevere hunde og andre kæledyr for at hjælpe pressede familier under corona-krisen. Men til trods for en øget interesse for anskaffelse af hunde, har internaterne ikke modtaget flere indleveringer.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Erhverv For abonnenter

NPV satser på byggestart inden nytår: Posthusgrunden skal bebygges fra 'den billige ende'

Annonce