Annonce
Jelling

Borger: Lastbiler skaber kaos i midtbyen

Når lastbilerne kommer med varer til Rema 1000, skaber det ofte trafikale problemer på de små veje. Nabo til butikken kræver en løsning på problemet. Arkivfoto: Mette Mørk
Der er ofte meget trafik på Skovgade i Jelling. Det skyldes, at flere lastbiler med varer til Rema 1000-butikken bruger de små veje. Borger vil nu have løsning på problemet.

Jelling: Flere gange om ugen kører lastbiler gennem Jelling med vareleveringer til Rema 100. Det er der ikke noget forkert i, men flere af chaufførerne vælger en rute, som fører dem ad flere små veje med chikaner, og det skaber trafikale problemer.

Margrethe Kruse Ellegaard bor på hjørnet af Stationsvej og Skovgade, kun få hundrede meter fra Rema 1000. Hun oplever dagligt de trafikale problemer, der opstår, når store lastbiler drøner forbi hendes hus.

- Stort set hver gang en lastbil kommer med varer, kører den ad Amhøjvej og Skovgade, i stedet for at tage den mere direkte rute ud af Vejlevej fra den store rundkørsel. Chaufførerne kommer dermed til at tage en længere og mere besværlig rute, og det skaber en masse kaos for de andre trafikanter og farlige situationer for cyklende børn på vej til skole, siger hun.

Ifølge Margrethe Kruse Ellegaard opstod problemet, da Gormsgade rundt om højen lukkede i 2012, og der i stedet blev anlagt en omfartsvej udenom byen. Den er der nemlig ikke nok, der tager, mener hun.

- Folk bruger ikke den nye vej, men tager turen gennem byen, og det er ad nogle små veje med bump og chikaner. Det hjælper så heller ikke, at lastbilerne benytter de samme veje i stedet for at tage Vejlevej, siger hun.

Margrethe Kruse Ellegaard har selv henvendt sig til Rema 1000, og de ansatte i butikken mener, at det er chaufførernes GPS'er, som viser lastbilerne den forkerte vej gennem byen.

Annonce

Lastbilerne tager en længere og mere besværlig rute, og det skaber en masse kaos for de andre trafikanter og farlige situationer for cyklende børn på vej til skole.

Margrethe Kruse Ellegaard

Kommunen vil ikke tage ansvaret

Formand for teknisk udvalg, Gerda Haastrup Jørgensen (V), mener ikke, at det er kommunens ansvar at finde en løsning på problemet.

- Vi kan ikke bestemme, hvilken rute lastbilerne kører, og hvis der opstår farlige eller ulovlige situationer, er det en opgave for politiet.

Ifølge Margrethe Kruse Ellegaard kunne en løsning på problemet være at opstille et skilt i den store rundkørsel på Vejlevej, som henviser til vareindlevering ved Rema 1000, men det er Gerda Haastrup Jørgensen ikke enig i.

- Vi kan ikke bare opstille skilte alle mulige steder. Det ender jo med at blive en skilte-skov, siger hun.

Gerda Haastrup Jørgensen mener, at ansvaret ligger hos Rema 1000's hovedkvarter og opfordrer butikskæden til at tage hånd om det.

Margrethe Kruse Ellegaard er ked af, at kommunen ikke har lyst til at hjælpe, og mener, at det er kommunens problem, hvis der er mange trafikale problemer i byen.

Rema 1000 kigger nærmere på problemet

Anders René Jensen er indkøb- og marketingdirektør hos Rema 1000 Danmark A/S, og han er ked af at høre om de problemer, som lastbilerne skaber.

- Vi har mange chauffører, der kører for Rema 1000, og vi beklager meget, hvis vareleveringen har været til gene for de omkringliggende omgivelser, da det bestemt aldrig er vores intention, siger han.

Ifølge Anders René Jensen har discountkædens transportafdeling nu modtaget information om problemet.

- Så snart transportafdelingen får en sag ind, uanset størrelse eller indhold, sørger dens ansatte altid for at arbejde hen mod en løsning i samarbejde med vores chauffører, siger han.

Tilbage i Jelling håber Margrethe Kruse Ellegaard, at lastbilerne snart finder en anden vej gennem Jelling, så hun igen kan have ro i maven, når hun sender sine børn i skole.

På koret indikerer den røde rute den vej, som lastbiler kører, og den grønne indikerer den rute, som Margrethe Kruse Ellegaard mener, at lastbilerne burde køre i stedet. Foto: Anne Cecilie Emmery
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Erhverv For abonnenter

Efter bekymrede miner og bredside til politikerne: Vi tjekker Vejles gågade for tomme butikker

Vejle

Rockerrapperen A'typisk droppet fra plakat til koncert i Løget

Annonce