Annonce
112

Borgere gav politiet tips: Mand bag kælderbræk er formentlig fundet

Flere tip fra borgere hjalp onsdag Sydøstjyllands Politi til at anholde en mand, der kan forbindes med indbrud i en stribe kælderrum i Kjærsgaarden i Vejle. Arkivfoto: Michael Bager

Vejle: Sydøstjyllands Politi har tilsyneladende gjort et godt kup efter anholdelse af en 28-årig mand fra Vejle.

Vejle Amts Folkeblad tirsdag fortalte om et indbrud i kælderrum i bebyggelsen Kjærsgaarden i Vejles vestby, og politiet frigav et signalement af en person, man gerne ville have fat i, fordi han var set i kælderen.

Flere borgere henvendte sig til politiet efter at have læst avisen. I løbet af onsdag indkredsede politiet ud fra henvendelserne en person, som man tog ud til.

Det viste sig, at han passede på signalementet, og at han havde flere af de ting, der var forsvundet fra kælderen, blandt andet en dame-racercykel. Politiet kan knytte ham til i hvert fald otte af de opbrudte kælderrum.

Under ransagningen af den 28-åriges lejlighed blev der fundet yderligere tyvekoster, så politiet er nu i gang med at efterforske, om den pågældende har begået andre indbrud.

Han skal i grundlovsforhør med henblik på varetægtsfængsling.

- Politiet vil gerne sige tak til de opmærksomme VAF-læsere. Det er altid glædeligt, når vi på den måde bliver hjulpet på vej, siger vicepolitiinspektør Mikkel Ross fra Sydøstjyllands Politi.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce