Annonce
Billund

Oprørt over taxaselskabs behandling: - Man går jo ikke bare lige 18 kilometer midt om natten

Arne V. Thomsen havde ikke forudset, at det var så svært at komme hjem til Hejnsvig efter fest i Ansager. Arkivfoto: John Randeris
Hejnsvigborger er oprørt over behandling af taxaselskab, som han beskylder for ikke at ville hjælpe med hjemtransport.

Hejnsvig: Tidligere på året skrev JydskeVestkysten om, at det kan være meget svært at skaffe en taxa, hvis man har været i byen i Grindsted, og problemet er tilsyneladende ikke kun begrænset til kommunens største by.

Forrige tirsdag havde Arne V. Thomsen - som mange vil kende som socialdemokratisk byrådsmedlem - en træls oplevelse. Han havde været til privatfest i Ansager, men sammen med sin kone Marianne Redder og otte andre brugte de ualmindelig lang tid på at komme derfra.

De 10 festgæster ringede 45 minutter før planlagt afhentning til Starup Taxi, som trods bopæl i Varde Kommune har ret til at køre i sydvestlige dele af Billund Kommune. Det gik dog ikke som planlagt på trods af flere opkald.

- De ville nærmest ikke tale med os og var overhovedet ikke interesseret i at køre turen, siger Arne V. Thomsen og tilføjer om sin tolkning af årsagen:

- Med den nyeste lovgivning på området kan taxaselskaberne selv bestemme, hvad de siger ja til, og de gider ikke korte ture, hvis de kan få nogle længere med flere penge i.

Det endte med, at nogle af festgæsterne fandt andre løsninger, mens resten efter én times ventetid fik skaffet en almindelig taxa hos Billund Taxa, så Arne V. Thomsen og ægtefællen omsider fandt hjem til Hejnsvig.

Annonce

Det vilde vesten

Hele oplevelsen med at føle sig strandet fik ham dog efterfølgende til tasterne og skrev både en Facebookopdatering og et læserbrev.

- Jeg blev så vred, fordi det for mig at se er blevet det vilde vesten uden regler, siger han og tilføjer.

- Man er jo nærmest i panik, for man går jo ikke bare lige 18 kilometer fra Ansager til Hejnsvig midt om natten.

Hos Starup Taxi kan indehaver Inge Christiansen sagtens huske den pågældende aften, men har en noget anden udlægning end Arne V. Thomsen.

- Der kan maksimalt sidde otte mennesker i en almindelig taxa, så i min verden er det reelt en minibus, de ønskede, og sådan en kan man ikke bare få, fordi man ringer 45 minutter forinden.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce