Annonce
Vejle

Borgmester bød velkommen til 25 nye danskere i Skyttehushaven: "Skål" afløste håndtrykket

Iryna Hassinggaard var blandt de 25 nye danske statsborgere, som tirsdag skrev under på en officiel erklæring om indfødsret. Før coronaen krævede den særlige ceremoni også et håndtryk af borgmesteren for at være gyldig, men håndtrykket er droppet som følge af corona-afstandsreglerne. Foto: Mette Mørk
25 nye danske statsborgere blev tirsdag ønsket officielt tillykke af Vejles borgmester. Af corona-hensyn var det lovbefalede håndtryk droppet.
Annonce

Vejle: 25 borgere i Vejle Kommune blev tirsdag budt velkommen som danske statsborgere. Det skete med et hævet glas og et "skål og velkommen" fra borgmester Jens Ejner Christensen (V).

På grund af corona-pandemien var det lovbefalede håndtryk aflyst, og alle de nye statsborgere og deres pårørende holdt behørig indbyrdes afstand.

Flere havde som Iryna Hassinggaard ventet længe på den officielle ceremoni, der blev holdt i Restaurant Skyttehuset i Skyttehushaven.

- Jeg skulle egentlig have haft mit statsborgerskab allerede sidste efterår. Men så blev der udskrevet folketingsvalg, og ceremonien blev udskudt til foråret 2020. Da kom coronaen, og betød endnu en udsættelse, fortalte Iryna, inden hun sammen med sin mand, Ivan Hassinggaard, gik ind til ceremonien.

Annonce

Ivan forveksles med ukrainer

Iryna og Ivan Hassinggaard er forældre til to børn, men da Iryna og de andre hovedpersoner  hver kun måtte medbringe to pårørende, havde det vejlensiske ægtepar valgt, at kun Ivan skulle med.

Iryna Hassinggaard stammer fra Ukraine, men har boet 15 år i Danmark. Det glæder hende, at hun nu bliver dansk statsborger.

- Det har jeg ventet længe på, sagde hun, før hun underskrev den indfødsrets-erklæring, som også underskrives af Vejles borgmester og sendes til Udlændinge- og Integrationsministeriet, inden Iryna endelig modtager sit rødbede-farvede danske pas.

Sergiy Panasyuk fra Ukraine står her forrest i køen til at skrive under på den indfødsretserklæring, som er den officielle begæring om dansk statsborgerskab. Lige bag ham står landsmanden Iryna Hassinggaard. Foto: Mette Mørk

Også Sergiy Panasyuk, der ligeledes stammer fra Ukraine, glædede sig efter at have levet 14 år i Danmark, til at få sit danske statsborgerskab.

Som ukrainere i Vejle kender Iryna og Sergiy og hans kone, som ligeledes hedder Iryna, hinanden ganske godt, og danske Ivan er med sit ukrainsk-lydende fornavn tit blevet rost for, at han taler så godt dansk, når han er med i selskabet.

- Men jeg er nu altså pæredansk, skyndte Ivan Hassinggaard sig at understrege.

Annonce

Et betydningsfuldt sted

Mens Skyttehushaven vrimlede med vejlensere, der nød en uventet sommerdag i september, tog borgmesteren ordet indenfor, da alle havde skrevet under.

- Skål og velkommen til disse smukke rammer. Skyttehuset og Skyttehushaven er betydningsfulde steder, som har en plads i hjertet hos mange vejlensere. Her har mange vejlensere fejret familiens fester, og her samles hele byen til sankthans og grundlovsmøder. Så jeg synes, det er et oplagt sted, at vi holder denne grundlovs- og indfødsretsceremoni, når nu vi ikke kan holde den på kommunens gamle rådhus, fordi det ikke kan leve op til corona-afstandsreglerne, sagde Jens Ejner Christensen blandt andet.

Foruden det danske demokrati, ytringsfriheden og forsamlingsfriheden fremhævede borgmesteren derefter den danske foreningsfrihed.

De nye danske statsborgere og deres pårørende holdt god afstand under ceremonien i Restaurant Skyttehuset. Der var et glas vin og en sodavand samt lidt småkager og frugt at nyde, mens deltagerne hørte borgmesteren tale. Foto: Mette Mørk

- Vi danskere har en stærk tradition for at være medlem af en forening, og jeg vil varmt opfordre jer til at finde en forening, der passer lige nøjagtig til jer. Det er en fantastisk måde at blive involveret i vores samfund på, hvis I ikke allerede har fundet ud af det, lød det fra Jens Ejner Christensen, inden han sluttede af med endnu et dansk "skål" og et "stort tillykke og hjerteligt velkommen til Danmark".

Iryna Hassinggaard har skrevet under på den officielle erklæring. Men det er ikke nok. Ansøgerne skal både have boet i Danmark i mindst ni år og være gældsfri og selvforsørgende for at kunne gøre sig håb om at få det rødbedefarvede danske pas. Foto: Mette Mørk
Borgmesteren måtte nøjes med at give sig selv håndtryk, men han gik rundt og hilste på alle de nye danske statsborgere, inden han holdt tale. Her er det Emina Gezit fra Bosnien og Michael Dams bord, han hilser på. Foto: Mette Mørk

Det kræves der for at blive dansk statsborger

  • To gange om året vedtager Folketinget en ny lov, som tildeler statsborgerskab til nye statsborgere. 
  • Man skal have fast bopæl i Danmark og have haft mindst ni års uafbrudt ophold i Danmark.
  • Man må ikke have begået grov kriminalitet. Mindre forseelser betyder, at ens ansøgning udskydes. 
  • Man må ikke have forfalden gæld til det offentlige.
  • Man skal kunne forsørge sig selv og må ikke have modtaget socialhjælp eller integrationsydelse inden for de seneste to år.
  •  Man må heller ikke inden for de seneste fem år have modtaget socialhjælp eller integrationsydelse i en periode på sammenlagt mere end fire måneder.
  • Man skal have bestået en danskprøve. 
  • Man skal dokumentere kendskab til danske samfundsforhold, dansk kultur og historie, ved at have bestået en eksamen kaldet indfødsretsprøven. 
  • Sidst, men ikke mindst skal ansøgeren deltage i den kommunale grundlovsceremoni, som før coronaen også indebar et håndtryk.  Her skriver man under på, at man vil overholde dansk lovgivning, herunder grundloven, og at man vil respektere danske værdier og retsprincipper, herunder det danske demokrati.
  • Efter ceremonien udsteder Udlændinge- og Integrationsministeriet det endelige "statsborgerretsbevis".
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Arbejde længe, men i eget tempo

Vejle

Fra himmel til helvede i Nørreskoven: Pølse-grillen stod kold og forladt

Annonce