Fredericia: Det var en glad borgmester Steen Wrist (S), som tirsdag fik et opkald fra sundhedsminister Magnus Heunicke (S) om, at regeringen peger på Fredericia, som en af de 13 placeringer af et kommende nærhospital.
- Det er virkelig en god nyhed. Vi har i forvejen Danmarks største sundhedshus, og hvis regeringens forslag bliver vedtaget, og anbefalingerne fulgt, så gør det muligt at gøre sundhedshuset endnu mere komplet, siger Steen Wrist til Fredericia Dagblad.
Det er blandt andet muligheden for at etablere en røntgen-funktion, som borgmesteren vurderer vil gøre en forskel for fredericianerne.
- Det betyder, at der kan foretages diagnosticeringer, som man ikke kan i dag, siger han.
Kommunen skal sammen med Region Syddanmark drøfte, hvilke yderligere sundhedstilbud fredericianerne kan få tæt på. Flere har ytret ønske om skadestuebehandling, men hvorvidt det kan komme i spil, vil den kommende dialog vise.
- Jeg ved, at vi får mulighed for at søge ind i temmelig store økonomiske puljer, men hvordan det præcist skal udmøntes, skal vi afgøre i samarbejde med regionen, siger han.
Borgmester Steen Wrist (S)Vi har i forvejen Danmarks største sundhedshus, og hvis regeringens forslag bliver vedtaget og anbefalingerne fulgt så gør det muligt at gøre sundhedshuset endnu mere komplet.
Rammerne er der
Steen Wrist vurderer, at Fredericia har et godt fundament for at rumme nærhospitalet, fordi rammerne allerede findes i Dronningensgade.
Her skal de 13 nærhospitaler ligge
Nykøbing Mors
Skagen
Skive
Grenaa
Tarm
Tønder
Fredericia
Nyborg
Kalundborg
Nakskov
Næstved
Frederikssund
Helsingør
- Vi har allerede puttet rigtig mange millioner i at udvikle vores sundhedshus, og nu får vi mulighed for at putte endnu mere indhold inden for murene. I andre kommuner skal man starte på flad mark, men her kan vi puljen virkelig gøre en forskel for at skabe et sundhedstilbud tæt på borgerne, siger Steen Wrist.
- Forslaget kommer lige op til kommunalvalget. Er det ikke ren valgkamp?
- Det er et led i regeringens ønske om at binde Danmark bedre sammen. Man lagde ud med udflytning af uddannelser, og nu kommer sundhedsreformen. Så nej, det mener jeg ikke, siger Steen Wrist.
- Når man kalder det nærhospital, så vil mange måske forbinde det med, at man kan få fuld hospitalsbehandling her?
- Det afhænger af, hvad man lægger i ordet hospital. Det er klart, at vi ikke får et super-sygehus. Og i min optik er det også det rigtige valg at samle specialisterne på et sted. Jeg vil personligt foretrække at blive indlagt et sted, hvor de dygtigste er. Men med de mindre ting kan man lige så godt køre til Dronningensgade og få det ordnet der, siger Steen Wrist.
- Det betyder vel også, at det skal sikres, at lægevagten igen bliver aktiv i huset?
- Det er klart. Det er et tilbud, der skal være, og det er jeg sikker på, at regionen også får løst, siger han.