Annonce
Erhverv

Borgmester efter højdespring: Lav skat er godt - god service er vigtigere

- Vi vil selvfølgelig gerne være nummer et eller være med i top 10. Men vi skal jo ikke ærgre os over, at vi ikke er nummer et. Vi skal glæde os over den fremgang, vi oplever, siger Jens Ejner Christensen (V) om DI's undersøgelse af kommunernes erhvervsklima, hvor Vejle i år springer 19 pladser op ad rangstien. Arkivfoto: Mette Mørk
Afskaffelse af dækningsafgift, mere fokus på sagsbehandling, god uddannelse. De tre faktorer er medvirkende til at Vejle nu er nummer 16 i DI's opgørelse, mener borgmester Jens Ejner Christensen (V).

Vejle: "Det er glædelig læsning. Der er en række tiltag, som nu virker, og det kan vi se i undersøgelsen. Det slår igennem, at vi har fjernet dækningsafgiften, og derudover har vi øvet os på som kommune at blive bedre til at kommunikere med virksomhederne og have gode forløb mellem folkeskoler og erhvervsvirksomheder."

Det siger borgmester Jens Ejner Christensen (V) nu, hvor Vejle Kommune rangerer som den 16. bedste kommune i landet i Dansk Industris (DI) undersøgelse af kommunernes erhvervsklima. Et spring på 19 pladser opad fra placeringen som nummer 35 sidste år.

Det har især vakt glæde i Dansk Industri, at et borgerligt flertal i Vejle Byråd sidste år sløjfede dækningsafgiften - en særlig skat på erhvervsejendomme, der blandt andet går til veje, parkeringspladser og brandvæsen.

Det belønner DI kommunen for i undersøgelsen under punktet "Skatter, afgifter og gebyrer", hvor placeringen er en 12. plads i år mod 54. plads sidste år.

Carsten Kind, formand for DI Trekantområdet, udtrykker det således i en pressemeddelelse:

- Vejle Kommune har gjort en stor indsats for at forbedre erhvervsklimaet. Eksempelvis har kommunen fjernet den udskældte dækningsafgift på erhvervsejendomme, hvilket nu belønnes i årets erhvervsklimaundersøgelse, siger Carsten Kind.

Nu kommer undersøgelsen hvert år fra Dansk Industri, og den afspejler jo også DI's mærkesager som for eksempel afskaffelse af dækningsafgiften. Skal Vejle som kommune ikke passe på at læne sig for meget op ad den?

- Selvfølgelig skal vi passe på med det. Jeg synes, det er lige så godt, at vi er gode, når det gælder kommunal sagsbehandling, fordi det er den service, vi yder over for virksomhederne. Det er for mig en endnu vigtigere parameter. Det er selvfølgelig også godt, at vi har lav personskat og ingen dækningsafgift, siger Jens Ejner Christensen (V).

Borgmester: Tålmodighed til vejnet

Erhvervslivet efterspørger ifølge DI's undersøgelse også flere hænder og flere veje. Hvad angår infrastruktur, så giver virksomhederne fortsat Vejle nogle hug for det kommunale vejnet.

- Det ved vi godt, og vi har sat en række initiativer i gang. Det er noget, som tager lang tid. Vi prøver også at præge regeringen og Folketinget for at gøre opmærksom på vores problemer med Vejlefjordbroen. Bare vi bevæger os i den rigtige retning, må vi slå os til tåls med det. Vi kan ikke løse vejnetsudfordringerne fra en undersøgelse til en anden, siger borgmesteren.

DI bedømmer også, at Vejle Kommune befinder sig på 32. plads, når der ses på kommunens evne til at skaffe kvalificeret arbejdskraft. Her mener borgmesteren også, at det er et spørgsmål om tid, før kommunen rykker højere op.

- En lav personskat skulle gerne være med til, at flere flytter hertil. Vi har et rigt kulturliv og gør meget for, at Vejle Kommune er et godt sted at bo. Det skulle gerne udmønte sig direkte i, at det bliver lettere for virksomhederne at få de medarbejdere til rådighed, som skal til, for at de kan vækste, siger han.

Annonce
Forsiden netop nu
112 For abonnenter

Med på lastbil-razzia: Dækkede massivt overlæs med gummiklods og cykelslange - to uger efter alvorlig ulykke

Annonce