Annonce
Billund

Borgmester savner Hærvejsmotorvej i politisk udspil - men er ikke overrasket

Billund-borgmester Ib Kristensen (V) ser gerne en ny motorvej blive bygget op gennem Jylland. En motorvej, der i så fald skal gå gennem Billund Kommune. Han er ærgerlig over, at vejen ikke er med i regeringens udspil en ny trafikplan, men han vil fortsat arbejde på at få projektet gennemført. Arkivfoto: Annette Bruun Jarl.
Billund-borgmester Ib Kristensen (V) håber fortsat, at en ny motorvej op gennem Jylland kan blive en realitet. Den såkaldte Hærvejsmotorvej er dog ikke med i regeringens udspil om en kommende udbygning af infrastrukturen.

Billund: Selvom regeringen i et udspil til en ny infrastrukturplan har afsat ikke mindre end 106 milliarder kroner til ny infrastruktur, er der ikke blevet plads til en ny motorvej op gennem Jylland. Fra flere sider er der gennem de seneste år blevet arbejdet intenst på den såkaldte Hærvejsmotorvej, der ifølge planerne skal strække sig fra Haderslev via Billund og Give og herfra videre mod Hobro.

Motorvejen er dog ikke med på den liste, som regeringen i sit udspil ønsker at prioritere, og det vækker ærgrelse i Billund Kommune, selvom borgmesteren ikke er ovenud overrasket.

- Med de udmeldinger, der er kommet fra transportministeren, er det ikke den store overraskelse. Men derfor er det ikke mindre irriterende, siger borgmester Ib Kristensen (V).

Annonce

Håber på en hurtig beslutning

Borgmesteren er meget varm på idéen om at få Billund Kommune forbundet til omverdenen via en ny motorvej. Et flertal i byrådet har besluttet, at kommunens officielle politik er, at den ønsker en motorvej vest om Billund, og det er en løsning, som borgmesteren fortsat håber kan blive en realitet.

Hærvejsmotorvejen

  • Ny Midtjysk Motorvej, også kaldet Hærvejsmotorvejen, er en foreslået ny motorvej, som er inddelt i en nordlig og sydlig del fra henholdsvis Give til Hobro og Give til Haderslev.
  • Vejdirektoratet har præsenteret sin VVM-undersøgelse for den sydlige del, mens der for den nordlige del kun er præsenteret en forundersøgelse, som er en mindre grundig undersøgelse.
  • Der er i alt seks mulige ruter for motorvejen.
  • Målet med en eventuel Hærvejsmotorvej er, at den skal aflaste trafikken på E45.
  • Projektet anslås at ville koste 16-17 milliarder kroner.
  • Hærvejskomitéen har siden 2011 arbejdet på at få realiseret motorvejen. Komiteen består af lokal-, regionsråds- og folketingspolitikere samt erhvervsfolk.

- Jeg fortsætter med at slå på tromme for en midtjysk motorvej vest om Billund. Jeg har brugt så meget tid og så mange år på den sag, så den skal ikke dø nu, siger borgmesteren, der tidligere har opfordret politikerne på Christiansborg til hurtigt at tage en beslutning om, hvorvidt de ønsker at prioritere en motorvej eller ej.

Den holdning har han stadig.

- Det mener jeg, at man skylder de lodsejere, der er derude. I hvert fald skylder man dem at få det reduceret til maksimalt en østlig og en vestlig linjeføring. Der er mange lodsejere, som er stavnsbundet lige nu, og man kan simpelthen ikke byde dem, hvis der skal gå 5 eller 10 år, inden der kommer en endelig afklaring, siger Ib Kristensen.

Regeringen skal nu rundt til Folketingets øvrige partier for at finde flertal for en aftale om udbygningen af infrastrukturen. Her vil de blå partier uden tvivl lægge Hærvejsmotorvejen på bordet i et forsøg på at få den ind i en endelig aftale.


Jeg fortsætter med at slå på tromme for en midtjysk motorvej vest om Billund. Jeg har brugt så meget tid og så mange år på den sag, så den skal ikke dø nu.

Ib Kristensen (V), borgmester
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Billund

Billund Vand skal have ny direktør

Annonce