Annonce
Vejle

Borgmester rejser tvivl om afgørelse: Troværdigheden er på spil på Posthusgrunden

NPV er ikke de eneste, der har slået streger til projekter på Posthusgrunden, som et politisk flertal nu vil lave en anden lokalplan for. Her er skitser fra Johannsen Arkitekter, der i 2013 gav sit bud på et projekt på arealet. Illustration: Johannsen Arkitekter
Jens Ejner Christensen (V) sætter spørgsmålstegn ved Planklagenævnets afgørelse for Gammelhavn og efterlyser svar på flere spørgsmål, inden han vil tage stilling til skæbnen for områdets lokalplan.

Vejle: NPV's Projekt Gammelhavn er havnet i politisk rørte vande efter, at Planklagenævnet har dumpet kommuneplantillægget og dermed har erklæret lokalplanen for Posthusgrunden ugyldig.

Afgørelsen fik i sidste uge et flertal af Vejle Byråds partier til at forlange en helt ny lokalplan, der beskærer antallet af butikskvadratmeter på grunden.

Socialdemokratiet vil gå endnu længere og vil have kommunen til at købe arealet af PostNord, Banedanmark og DSB for næsen af det sjællandske udviklingsselskab, der har indgået en betinget købsaftale.

Borgmesteren var i sidste uge tøvende og ville ikke melde noget ud, før han havde fået en orientering om sagen af forvaltningen.

Det fik han på mandagens møde i økonomiudvalget, men Jens Ejner Christensen og dermed Venstres byrådsgruppe er ikke klar til at forkaste den mere end to et halv år gamle lokalplan.

Jeg vil have fakta på bordet, og så tager vi den politiske debat derefter. Men vi taler to til tre uger. Så skal vi have styr på det her.

Jens Ejner Christensen (V), borgmester

Er afgørelsen korrekt?

- Vi fik en orientering, men der er to-tre spørgsmål, vi vil stille Planklagenævnet, for der er flere ting i afgørelsen, vi ikke forstår. Samtidig skal vi have en juridisk vurdering af, hvad de forskellige scenarier betyder. Og når vi har det overblik, holder vi et nyt økonomiudvalgsmøde om sagen, siger Jens Ejner Christensen.

Planklagenævnet skal blandt andet svare på, om kommuneplantillægget overhovedet kan kendes ugyldigt, når tillægget er skrevet ind i den siden vedtagne kommuneplan, der ikke er påklaget.

Dermed sætter borgmesteren spørgsmålstegn ved planklagenævnets afgørelse, og personligt er Jens Ejner Christensen ikke klar til at starte hele processen forfra ved at udarbejde en helt ny lokalplan for det centralt beliggende område.

- Det er vigtigt, at det, vi foretager os, er baseret på fakta. Vi skal også vide, hvad der kan ske at komme af efterspil, men det er klart, at vi også må lytte til, hvad der sker rent politisk. Men for mig handler det også om, at vi som kommune bevarer en høj grad af troværdighed over for de udviklere, der gerne vil bruge penge i vores by, siger borgmesteren.

Afgørelsen kan ikke ankes

Han forventer, at de forskellige spørgsmål og den juridiske vurdering ligger klar, så et nyt møde i det centrale politiske udvalg kan afvikles inden for to til tre uger.

Men spørger man viceborgmester Dan Arnløv Jørgensen (K), der var blandt de byrådsmedlemmer, som stemte nej til den oprindelige lokalplan for Gammelhavn, er der ingen grund til at vente på Planklagenævnets svar.

- Mig bekendt er der ingen ankemuligheder. Så skal vi til domstolene, men det tror jeg ikke, at der er flertal for. I min verden er der tale om en klar afgørelse i Planklagenævnet, så for mig at se skal vi i gang med at lave en ny lokalplan, siger Dan Arnløv Jørgensen.

Ændrede forudsætninger

Han mener ikke, at det skader kommunens troværdighed, hvis et byrådsflertal nu går ind og ændrer i et plangrundlag, som gennem snart tre år har lagt rammerne for NPV's projekt til anslået to milliarder kroner.

- Jeg har ingen problemer med at ændre lokalplanen, for jeg har aldrig stemt for den. Og vi kan ikke bare lave en copy paste. Der har været arbejdet med lokalplanen for det areal gennem seks år, og tingene og forudsætningerne har fuldstændig forandret sig siden, siger Dan Arnløv.

- Selvfølgelig skal der ske noget på grunden, men så vidt jeg ved, ejer NPV ikke arealet, og derfor kan kommunen som alternativ selv købe grunden. Det er dog ikke det vigtigste for mig. Det vigtigste er, at vi får lavet en ny lokalplan, understreger viceborgmesteren.

Annonce
Forsiden netop nu
VB

VB vandt igen - og den bedste var på midten

Annonce