Annonce
Egtved

Borgmesteren mødt af kritiske spørgsmål: I har syltet vores by

Mange hænder blev rakt i vejret i løbet af de to timers kaffemøde i Café Blicher onsdag eftermiddag, for der var rigtig mange spørgsmål og kommentarer til borgmesteren. De fleste spørgsmål handlede - ganske som ventet - om behovet for byggegrunde i Bredsten. Foto: Vibeke Frost Oxholm
Knap 150 mennesker havde fundet ved til Café Blicher for at stille spørgsmål og lufte frustrationer for borgmester Jens Ejner Christensen.

Bredsten: Der var stegende varmt i Café Blicher onsdag eftermiddag, selvom alle vinduer stod på vid gab. Temperaturen blev heller ikke lavere af, at knap 150 mennesker havde fundet vej til plejecentrets café, hvor Vejle Kommunes borgmester Jens Ejner Christensen (V) holdt kaffemøde.

Til gengæld medførte den store deltagelse også en stor spørgelysten i løbet af de to timer, der var sat af til kaffemødet. De fleste spørgsmål kredsede om de samme emner - ikke mindst ønsket om flere byggegrunde i Bredsten.

- Der har ikke været nogen kommunale byggegrunde siden 2007, hvor den sidste blev solgt. Burde Vejle Kommune ikke have nogle byggegrunde på hylderne, lød et spørgsmål blandt andet fra Anders Pedersen, formand for Bredsten i Udvikling.

Andre udtrykte på forskellig vis ærgrelse over, at der stadig ikke er kommet gang i byggeriet af nye boliger på udstykningen ved Steen Blicher Vej, som i 2017 blev solgt til en privat investor for snuden af Vejle Kommune. Og der lød fra flere kritik af, at Vejle Kommune har "syltet Bredsten", som en spørger udtrykte det.

- Bredsten er faktisk et af de områder, hvor vi har været allermest på forkant i forhold til at udstykke grund, svarede Jens Ejner Christensen, hvilket straks affødte både ironisk latter og skeptiske "aaaarh"-lyde.

Efter endnu flere spørgsmål, der kredsede om manglen på byggegrunde og kommentarer om, at Vejle Kommune ikke virkede interesseret i at udvikle Bredsten, blev borgmesteren mere skarp i mæglet.

- Vi lavede i sin tid lokalplanen for området ved Steen Blicher Vej, fordi vi gerne ville have kommunale byggegrunde i Bredsten. Vi stod klar med pengene og ville gerne købe, men en anden bød mere. Vi lever i et frit land, så det stod selvfølgelig ejeren frit for at sælge til den, der bød mest. Vi har fra kommunens side faktisk gjort vores for at være på forkant med udviklingen, sagde Jens Ejner Christensen.

Til gengæld kunne han fortælle, at så vidt han er orienteret, har de private investorer, der ejer området, planer om at gå i gang meget snart.

Der har ikke været nogen kommunale byggegrunde siden 2007, hvor den sidste blev solgt. Burde Vejle Kommune ikke have nogle byggegrunde på hylderne?

Anders Pedersen, formand for Bredsten i Udvikling

Cykelsti til og fra skolen

Byggegrunde - eller rettere manglen på samme - var dog langt fra det eneste, der blev drøftet. Cykelstier var et emne, en del af de fremmødte spurgte til. Flere udtrykte undren over, at skolen i Bredsten er blevet overbygningsskole for Skibet Skole, uden at kommunen har sikret cykelsti hele vejen for de skolebørn, der skal cykle til og fra Bredsten.

Svend Erik Nielsen (DF), der selv bor i Bredsten, og som er medlem af teknisk udvalg i Vejle Kommune, kunne godt forstå spørgernes undren.

- Jeg forstår heller ikke, at den cykelsti ikke ligger som nummer et, to eller tre på prioriteringslisten. Det vil endda være rimelig overskueligt at få lavet det manglende stykke cykelsti, for det vil ikke være så dyrt, sagde han.

Også et stykke cykelsti mellem skolen i Bredsten og skolen i Gadbjerg, som for fire år siden blev slået sammen, mangler.

De mange spørgsmål og kommentarer blev skrevet både bag borgmesterens øre og på de blokke, nogle af kommunens folk noterede alt ned på.

Forkasteligt med tomme boliger

Også de tomme boliger på Plejecenter Stensvang blev der spurgt til. Der er tale om boliger, der blev bygget i et særligt demensafsnit, hvor tanken var, at de svært demente borgere kunne samles i en specialiseret enhed. Det viste sig dog ikke at være godt for de demente, og derfor besluttede kommunens seniorudvalg at lukke afsnittet igen. Siden har boligerne stået tomme.

- Jeg synes, det er forkasteligt, at de fine boliger bare står tomme. Jeg har lige inden mødet vist borgmesteren lidt rundt og vist ham boligerne, som er rigtig fine. De kunne måske bruges til plejeboliger til plejecentret eller et slags oldekolle for ældre, lød det fra Margit Kristensen.

Jens Ejner Christensen mente, det var et godt forslag og kunne fortælle, at seniorudvalget i øjeblikket arbejder med, hvordan man kan bruge de tomme boliger på en ny måde. Formand for seniorudvalget Kenneth Fredslund (DF) supplerede:

- Vi arbejder på en løsning, hvor boligerne kan bruges til ældreboliger. Det ville være oplagte boliger til ældre, der ikke er trygge ved at bo hjemme længere, men som endnu ikke er der, hvor plejecenter er løsningen endnu. Vi håber, at der hurtigst muligt sker noget.

Annonce
Forsiden netop nu
VB

VB vandt igen - og den bedste var på midten

Annonce