Vejle: Der har været talt om, at lærerne ude på skolerne selv skal teste hinanden. På sigt skal både de og alle børnene jo efter regeringens ønske podes to-tre gange i ugen for at undgå smittespredning.
Men det vil borgmester Jens Ejner Christensen (V) ikke være med til. For kollegaer skal ikke stå med sådan et ansvar overfor hinanden. Punktum.
- Det har jeg en helt klar holdning til. Mine byrådskollegaer skal da heller ikke teste mig. Forestil dig Dan Arnløv stikke en vatpind op i næsen på mig. Nej tak, siger han efterfulgt af et stort grin.
Alle landets borgmestre - dermed også Jens Ejner Christensen - holdt mandag ved middagstid møde med blandt andre justitsminister Nick Hækkerup (S) og flere af hans ministerkollegaer.
Problemets omfang
På mødet blev det blandt andet diskuteret, hvordan kommunerne skal forholde sig til teststrategien. Hvem skal i det hele taget testes? Hvor tit? Hvad gør kommunerne eksempelvis, hvis børn eller lærere ikke vil? Og må de så ikke komme i skole?
Jens Ejner Christensen (V), borgmesterDet har jeg en helt klar holdning til. Mine byrådskollegaer skal da heller ikke teste mig. Forestil dig Dan Arnløv stikke en vatpind op i næsen på mig. Nej tak.
Det skulle der gerne komme en klar udmelding på senere, vurderer Vejles borgmester. Men klart står det, at kommunerne skal sørge for at teste ude på folkeskolerne og fri- og privatskolerne.
- Det er mest praktisk, hvis kommunerne løser alle de udfordringer på samme måde. Omvendt har jeg det også sådan: Lad os bare komme i gang. Så ser vi, hvor stort problemet i det hele taget er, mener Jens Ejner Christensen.
Søger lyntestere
Fordi kollegaer ikke skal teste hinanden ude på skolerne i Vejle, skal man nu på jagt efter såkaldte lyntestere. Kommunen har i forvejen et hold, der tester lærere en gang om ugen, og det skal ifølge borgmesteren være minimum dobbelt og måske endda tre gange så stort.
- Det bliver højst sandsynligt studerende eller folk, som af andre årsager kan træde til. Det kan også være nogle af vores egne ansatte, som skal omskoles til opgaven, forklarer han.
Eksempelvis har man i Vejle brugt nogle af bibliotekets ansatte til at bistå podningen af plejehjemspersonale ved at registrere deres sundhedskort.
Uden at lægge hovedet på blokken, mener Jens Ejner Christensen, at kommunen i dag bruger omkring 300.000 kroner om måneden på at pode personale.
- Nu har vi et set up, så det er altså ikke sikkert, at det bliver dobbelt eller tre gange så dyrt, siger borgmesteren.