x
Annonce
Leder

Borgmestre bakker op om lokale medier: Tak til dem, vi holder i ørerne

Derfor, kære borgmestre: Tak for jeres opbakning. Vi lover, at vi fortsætter. Også med at holde jer i ørerne.

Støt dem, der holder os i ørerne hver dag. Den opfordring kan ses i dagens avis. Afsenderne er 36 borgmestre fra lige så mange kommuner i Jylland og på Fyn, hvor Jysk Fynske Medier udgiver sine 13 dagblade og avisen Danmark. Køb annoncer eller tegn abonnement på de lokale og regionale medier for at støtte dem under coronakrisen, skriver borgmestrene.

Vi siger tak til dem, vi holder i ørerne hver dag. Til hverdag kan det jo forekomme, at tonen bliver lidt skarp, når borgmestrene synes, vi er for kritiske, eller når vi synes, de er lidt for karrige med informationer, vi gerne vil give videre til deres borgere.

Derfor varmer det også, at borgmestrene i samlet flok erklærer sig enige i, at det er vigtigt, at vi er der. Både i normale tider og ikke mindst nu, mens Danmark er i krise. Mere end nogensinde er det afgørende, at lokale journalister kan holde borgerne informerede om coronaens mange og voldsomme effekter i de lokale samfund, og at lokale mediekonsulenter giver virksomheder og handlende muligheder for at kommunikere de nye måder, de lige nu er nødt til at finde på at levere deres varer og ydelser på for at få lidt omsætning i kassen. Derfor har Jysk Fynske Medier ikke sendt lokale journalister og sælgere hjem. Vi arbejder, fordi der er brug for det.

Situationen er lige nu, at vi med glæde ser vores abonnementsforretning være stabil og søgningen til vores nyhedssites være eksplosivt stigende. Langt værre er det med annoncesalget, som er styrtdykket. Jysk Fynske Medier forudser lige nu et underskud i år på mere end 100 millioner kroner mod et budgetteret overskud på ti millioner. Det er selvfølgelig meget alvorligt, men vi kommer igennem det.

Lokale og regionale medier over hele Danmark er uundværlige. Skulle man have været i tvivl før coronakrisen, bør man være overbevist under og efter.

Derfor, kære borgmestre: Tak for jeres opbakning. Vi lover, at vi fortsætter. Også med at holde jer i ørerne. Det betragter vi som en forpligtelse.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce